På tærsklen til efteråret inviterer Randers Kammerorkester søndag den 22. september 2024 kl. 16.00 publikum med på en musikalsk rejse til Italiens sol og varme.
I Værkets Koncertsal folder den italienske varme, lidenskab og sansen for livets skønhed sig ud i Felix Mendelssohns Symfoni nr. 4 med tilnavnet ”den italienske” og Peter Tjajkovskijs Souvenir de Florence for strygesekstet. I forbindelse med koncerten bliver Julie Friisholms Mindelegat overrakt.
Essensen af Italien
Med afsæt i det italienske bevæger både Tjajkovskij og Mendelssohn sig fra det kraftfulde, lidenskabelige og energiske til det drømmende, inderlige og bevægende. Mendelssohn blev inspireret til sin fjerde symfoni under flere rejser til bl.a. Venedig, Rom og Napoli. Han sagde selv, at han med symfonien forsøgte at indfange essensen af det Italien, han kendte – mennesket, kunsten, arkitekturen, maden og solskinnet. Randers Kammerorkester spiller symfonien i en udgave for kammerensemble.
Et postkort fra Firenze
Tjajkovskij befandt sig i Firenze, da han skrev de første skitser til Souvenir de Florence – ”et minde om Firenze”. Som et postkort fra en lykkelig tid er værket fuld af smukke melodier, der er farvet af sydens sommer og sol. Tjajkovskij var selv begejstret for sit værk, der foruden det italienske varme også indeholder det drama, vemod og dybde, der altid ligger som en undertone i komponistens musik.