4.1 C
Randers
mandag, december 23, 2024

Den Sureste Uge: Havndal Skole hylder skolepatruljerne

Randers Kommunes skolepatruljer er i år en del af kampagnen “Den Sureste Uge”, hvor der i uge 5 er fokus på at hylde skolepatruljerne. På skolen i Havndal Børneby markerer de ugen ved at sætte ekstra fokus på skolepatruljens flotte arbejde

På skolen i Havndal Børneby består skolepatruljen af næsten alle elever fra 6. klasse. Ligesom skolepatruljerne i resten af Randers Kommune er deres vigtigste opgave at få cyklister og andre bløde trafikanter sikkert frem i morgentrafikken. Færdselskontaktlærer på skolen Louise Holt har pyntet aula op til ære for patruljen og skyder Den Sureste Uge i gang med morgenmad mandag morgen:

»Det er en vigtig opgave eleverne i skolepatruljen udfører, de gør rent faktisk en forskel for børnene, der skal over vejen, men også for forældrene, der kan regne med, at der er nogen, der hjælper de små over på en sikker måde. Vi har en del tung trafik i Havndal, så det er ikke lige meget,« siger hun.

Skolepatruljen står på Østerbro i Havndal og i uge 5 har de kampagnemateriale med ud til vejen, der udover at skabe synlighed, også opfordrer bilister til at anerkende patruljen med en tommel op igennem bilruden.

Skolepatruljen bliver taget seriøst

I Havndal er der forskel på, om skolepatruljen er på vejen eller ej. Louise Holt har bemærket, at ikke alle bilister stopper ved fodgængerfeltet og hjælper de bløde trafikanter sikkert over vejen, når skolepatruljen ikke er der.

»Eleverne i skolepatruljen tager det seriøst, og jeg synes, de gør et rigtig godt stykke arbejde. Bilerne stopper, når skolepatruljen er synlig, det gør de ikke altid, når der ikke står nogen. Man har mere respekt for skolepatruljen.«

Og sådan skulderklap eller en tommel op i løbet af Den Sureste Uge betyder faktisk noget for eleverne.

»Det er fedt at få en tommel op, når man står der i regn- eller blæsevejr,  så bliver man muntret op og får en bedre dag. Det vil jeg opfordre alle bilister til at gøre,« siger Luca Tøtrup, der er en del af skolepatruljen på skolen i Havndal Børneby og hans patruljekollega Christian Larsen er enig:

»Det er rart at få anerkendelse for vores indsats,« siger han. 

Kampagne “Den Sureste Uge” er arrangeret af Rådet for Sikker Trafik LB Forsikring i et samarbejde med politiet og landets kommuner. Kampagnen ruller fra den 30. januar til den 3. februar

Foto: Randers Kommune
Foto: Randes Kommune

Relaterede artikler

Nyeste artikler