5.9 C
Randers
torsdag, april 25, 2024

Der er brug for politisk prioritering af Regionshospitalet Randers

Læserbrev af Iben Sønderup, folketingskandidat (A), Sjællandsgade 20, 8900 Randers og Charlotte Green, folketingskandidat (C), Præstegårdsvej 39, 8382 Hinnerup

Det siges, at man skal have et godt helbred for at være syg. Det gælder heldigvis ikke på Regionshospitalet Randers. 

Det var i hvert fald ikke oplevelsen, da vi besøgte hospitalet for nylig.

Høj faglighed og kvalitet i behandlingen kendetegner vores lokale sygehus. 

I den nye akutmodtagelse, som også rummer lægevagten, bliver man som patient modtaget i moderne rammer. Men andre steder på sygehuset kunne vi godt bruge en markant opgradering af nogle af sengestuerne.

Charlotte var ansat i 2005 og oplevede ved besøget, at nogle ting var lidt for meget ved det gamle. På en del sengeafdelinger er der alt for lidt plads omkring patientens seng. Der er stadig firesengsstuer, hvilket selvfølgelig umuliggør privatliv, men det gør det også svært for personalet at bruge mange af de moderne hjælpemidler. Og så er bad på gangen bare ikke tidssvarende for 2022.

På vores lokale hospital tænker man meget på arbejdsmiljøet for de ansatte. Og der er et nyt initiativ på vej med skolepraktik, som skal bidrage til at gøre de unge interesserede i at uddanne sig til et job på hospitalet. Det kan blive meget vigtigt i forhold til at skaffe uddannet personale til fremtidens sygehus.

Man arbejder også med et tættere tværfagligt samarbejde med kommunen og de praktiserende læger, til gavn for de mange kronisk syge patienter og patienter med multisygdom.

Hospitalet har selv lagt nogle rigtig gode spor ud for videreudviklingen af arbejdsmiljøet og det tværfaglige samarbejde.

Men de har brug for politisk prioritering af de fysiske rammer. Det har vi noteret. I Folketinget vil vi kæmpe for bedre rammer for vores hospitaler. 

Relaterede artikler

Nyeste artikler