8 C
Randers
søndag, december 29, 2024

Der kommer flere penge til psykiatrien

Finansminister Nicolai Wammen og et flertal i Folketinget har afsat 500 mio. kroner mere om året til psykiatrien.

Det forklarede han, da han var på besøg i Randers, for at assistere de to lokale folketingskandidater Iben Sønderup og Malte Larsen i at kapre stemmer.

Der er afsat 500 mio. kroner mere om året, og det er kun et vigtigt første skridt på vejen. Der er også bred enighed om, at der er brug for mere, forklarede finansministeren.

»Hvis vi bliver betroet regeringsansvaret igen, vil vi have psykiatrien som en af vores allervigtigste prioriteter, fordi vi har en psykiatri, som har nogle meget store udfordringer, både hvad angår børn og unge, men også mere generelt,« fremhævede Nicolai Wammen.

Lige nu er mange især ældre plaget af de høje energipriser. Hvordan skal de betale deres næste regning?

»Jeg forstår godt bekymringen og den svære situation, man er i. Det er også baggrunden for, at vi har lavet et tiltag, som betyder, at hvis man får ældrecheck, så får man en ekstra check på 5.000 kroner skattefrit. Samtidig har vi aftalt at sætte el-afgiften helt i bund i et halvt år,« påpegede finansministeren, som understregede, at det skal ses som en håndsrækning, og at regeringen løbende kigger på, hvad der mere kan gøres.

Råderummet udgør 12,5 milliarder kroner frem til 2030 efter demografisk træk og forsvarsudgifter. Det viser en ny analyse fra CEPOS på baggrund af Finansministeriets tekniske 2030-fremskrivning.

De 12,5 mia. kroner skal primært bruge på tre områder, oplyser Nicolai Wammen.

Der bliver 125.000 flere ældre frem mod 2030, og omkring 50.000 flere børn under 7 år. Ifølge Finansministeriet skal der derfor sætte flere penge af til bl.a. ældrepleje og sundhedsvæsenet, og velfærd generelt. Det er her, der sættes allerflest penge af til.

Det andet område bliver en højere prioritering af forsvaret på grund af Putins angreb på Ukraine, og endelig vil regeringen bruge flere penge på grøn omstilling og klimaudfordringerne.

»Det er de tre store opgaver, som vi primært vil bruge råderummet til,« lyder det fra finansministeren.

Han var ikke optimistisk med hensyn til den høje inflation.

»Jeg tror desværre vi bliver ramt af høj inflation resten af i år, men også næste år. Herefter er det forventningen, at det flader mere ud. Men ingen kan med sikkerhed sige hvornår vi er nede på et normalt inflationsniveau,« understregede han.

Nicolai Wammen gik en tur i den indre by, og talte med mange mennesker. En del af dem var bekymrede borgere, som fortalte ministeren om deres problemer. Der var bl.a. spørgsmål om sundhedsvæsnet og den stigende inflation, og alle fik et svar.

I Storegade blev han genkendt af tre elever fra Mellerup Efterskole. De kunne dog ikke rigtig gøre rede for hvem han var. Da de fik at vide, at det var finansminister Nicolai Wammen, var de lidt flove, men de forsikrede, at de havde set ham i flere TV-debatter.

Efter godt en time i Randers, fortsatte ministeren til Aarhus, hvor der også skulle føres valgkamp

Relaterede artikler

Nyeste artikler