10.8 C
Randers
lørdag, april 27, 2024

Digitale og seksuelle krænkelser straffes hårdere med ny lov

Straffelovens regler om grooming, sextortion og tilsnigelse af samleje strammes med nyt lovforslag.

Det skal fremover være kriminelt og straffes med op til to års fængsel at opbygge en relation til en person under 18 år med det formål at begå et seksuelt overgreb.

Det mener regeringen, der i dag vil fremsætte et lovforslag, der skal kriminalisere såkaldt grooming. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at et bredt flertal i Folketinget bakker det op.

»Når vi kriminaliserer grooming, sender vi samtidig et vigtigt signal til vores børn og unge om, at det aldrig er deres skyld, at de udsættes for et seksuelt overgreb,« siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.

»Vi skal slå ned på de digitale børnelokkere, der rykker ind i de virtuelle fællesskaber, som vores børn og unge indgår i,« siger han.

Med lovforslaget lægges det desuden op til, at der skal være strammere regler mod sex-afpresning og hårdere straf for tilsnigelse til samleje.

Generalsekretær for Red Barnet, Johanne Schmidt-Nielsen, hylder lovforslaget som en kæmpe sejr for børn.

»Rigtig mange børn og unge, som har været udsat for overgreb, vender skylden indad, og det lykkes overgrebspersonen at manipulere børnene til at tro, at de selv bærer et ansvar,« siger hun,

»Med selvstændig regulering gøres det fuldstændigt klart, at det altid er den voksnes ansvar.«

Forslaget er en opfølgning på en aftale om digitale krænkelser, der blev indgået 29. juni 2022.

Fremover får grooming en selvstændig bestemmelse i straffeloven.

Aldersgrænsen for, hvornår en person kan udsættes for grooming, skal være op til 18 år. Dermed overgår det den seksuelle lavalder på 15 år.

Grooming er en ny form for misbrug, hvor en person bruger udnyttende adfærd for at opnå et barns tillid over internettet.

Overfaldsmandens ultimative mål er at udnytte barnet af seksuelle formål.Denne form for misbrug opstår gennem enhver form for digitalt medie – særligt sociale medier – der gør det muligt for to eller flere folk at interagere.

Relaterede artikler

Nyeste artikler