3.6 C
Randers
fredag, april 26, 2024

Drabssag fortsætter

I dag tager retten hul på den tredje dag i sagen om muligt drab og drabsforsøg på Plejecenter Tirsdalen i Randers.

Det er en forfærdelig sag

Under afhøringen i fredagens retsmøde siger den tiltalte kvinde, at det er en forfærdelig sag, og fortæller at hun har det forfærdeligt i arresten.

»Jeg kan ikke spise noget af maden, og jeg kan ikke gå på toilettet, når jeg vil« forklarede hun, og understregede samtidig, at hun savner sin mand meget.

Flere har adgang til afdelingen

Anklageren spørger den tiltalte, om hun har overvejet, at hun var den eneste sundhedsfaglige person, som var på job de aftener, hvor der dagen efter skete indlæggelser.

Kvinden svarer, at der er syv andre på job, og at der kommer flere pårørende, som kommer forbi afdelingen i løbet af en vagt.

Hun har selv mødt en pårørende, som hun bad om en forklaring på, hvad han lavede der.

»Jeg har sgu ikke gjort det«

Der blev en kort pause i sagen, hvor den tiltalte kvinde grædende forlod retslokalet. Udenfor sad hendes mand. »Jeg har sgu ikke gjort det,« sagde hun til ham, og gav ham et kys.

Skriver med kollega

Efter indlæggelserne skriver den tiltalte på Messenger med en kollega. Den tiltalte havde fri, men skrev og spurgte en kollega, der havde vagt, om hun vidste, hvordan de havde det. 

»Det gjorde jeg, for jeg er bekymret for dem, jeg har passet på i flere år. Jeg ville høre, om de havde det fint. Det er ganske naturligt, at vi vil passe på dem,« forklarede hun.

I beskedkorrespondancen skriver den 60-årige tiltalte, at hun ved, at en af dem har fået stærk medicin. Hun spørger kollegaen, om hun ved, om de tre andre beboere, der er blevet indlagt, har fået det samme. 

»Ja, mon de andre tre også har det? Forstår det ikke. Vi havde en god aften. Tænker, der skal ryddes op på Bøgen. Der må være sket noget, efter vi er gået.«

I en besked skriver hun til en kollega:

»Der skal ryddes op. Fire på samme dag er for meget,«

Brugte lift med end andre

I medicinrummet er der placeret en lift, som kan benyttes når f.eks. en beboer skal løftes.

En opgørelse viser, at i den periode man mener, at den tiltalte har forgiftet beboerne, har hun været i plejecentrets medicinrum i alt 25 gange. Til sammenligning har plejecentrets øvrige 9 ansatte været i medicinrummet 16 gange til sammen i samme periode.

Det forklarede den tiltalte med, at hun har problemer med hoften, og derfor var hun ofte i rummet, fordi liften blev ladet op i medicinrummet.

Bortvist

Anklageren oplyste, at den tiltalte tidligere er blevet bortvist fra et plejehjem i Viborg, hvor hun gav en sprøjte uden tilladelse. Desuden er hun blevet bortvist fra et andet plejehjem, et forsorgshjem og en restaurant, på grund af mistanke om tyveri.

Forbud mod at liveblogge

Forsvarer Henrik Garlik har bedt retten om at forbyde liveblogning fra retssagen. Det skyldes, at der er vidner, som skal afhøres senere, og de bør ikke kunne læse, hvad der bliver forklaret i retten. Denne anmodning imødekom retten.

Det forventes bl.a., at ægtemanden og en læge skal afhøres i dag.

Relaterede artikler

Nyeste artikler