Læserindlæg af Poul Rubach Harridslev Radikale Venstre i Randers kommune
Nu har jeg aldrig opfattet ressourcetildelingen til skoler som en udgift, men en investering vi ikke har råd til at undlade at deltage i.
Dette er ikke et indlæg til kommunalvalget 2021, dertil kommer det for sent, – og dog.
Jeg var torsdag til vælgermøde torsdag aften og så ikke ”Smertens børn 1” i TV, men optog den til visning fredag eftermiddag.
Under udsendelsen led jeg ikke af tørre øjne, tværtimod.
Vi har bragt ”børn med særlige behov” og de almindelige børn samt læreren i en umulig situation.
Alt dette i INKLUSIONENS hellige navn.
Følgende er skrevet af politikere og embedsmænd til optakt til inklusionsloven af 2012 (der tydelig viser deres manglende pædagogiske indsigt):
”Inklusion indebærer, at børn med særlige behov så vidt muligt skal undervises sammen med deres kammerater i den almindelige undervisning med den nødvendige støtte og de fornødne hjælpemidler. Elevers udvikling og læring skal så vidt muligt finde sted i den almindelige undervisning.”
Politikerne havde nok den fejlopfattelse, at bare den udfordrede elev var i klassen, var han/hun inkluderet. Intet er mere forkert! Hele tiltaget er en besparelseshandling, hvor man ofre børnenes fremtid.
Det er vel forventeligt, at læreren opgiver og hidkalder arbejdstilsynet, for sådanne arbejdsvilkår kan ingen være tjent med.
Det er også forventeligt, at de almindelige børns forældre flytter børnene til privatskoler. De udsatte og udfordrede børn har privatskolerne nok ikke plads til. De almindelige børn i udsendelsen fik slet ikke den undervisning, de har krav på. Inklusionsundervisning – som vist på TV – har kun tabere!
Jeg har selv i min tid som folkeskolelærer, undervist i specialklassen i enkelte timer om ugen. Her var eleverne på ingen måde sammenlignelig med børnene i udsendelsen, det var blot elever, der indlærte læsning og regning lidt langsommere end kammeraterne. Ofte kom de tilbage til hjemklassen efter nogle måneder med massiv læring i de udfordrede fag.
Vi skal opfatte de diagnoseramte og udfordrede børn som syge, og der er hjælp at hente af de rette fagpersoner. Blot skal de tilbydes den rette behandling, og den findes på specialskolerne.
Med hensyn til økonomien, er den eneste gangbare løsning at afskille specialområdet fra den almindelige skole med vandtætte skodder.
”Bliver det så dyrere?” spørges der ofte om, og svaret er ja, naturligvis bliver det dyrere umiddelbart, men på den lange bane er det en guldrandet investering. Kun på denne måde bliver børnene til livsduelige mennesker, der kommer til at bidrage til samfundet.
Vi kan ikke i vores samfund – der aldrig har været rigere – tillade os at efterlade disse stakkels børn på perronen i vores evige jagt på yderligere velstand.
”Smertens børn 2” som kommer på torsdag, viser forhåbentlig skoleledelsens holdning og en politisk vurdering.
