12.4 C
Randers
lørdag, maj 4, 2024

Enhedslisten, Velfærdslisten, SF og Beboerlisten forslår at forbyde bettingreklamer i den offentlige transport.

Enhedslisten, Velfærdslisten, SF og Beboerlisten vil til byrådsmødet den 16. maj foreslå at Randers Kommune går forrest når det kommer til at bekæmpe ludomani. Både således at spilfrie ludomaner ikke fristes ud i et misbrug igen, men også at det forhåbentligt for mange aldrig skal komme til det punkt.

Derudover må det siges at forebyggelse af afhængighed er god sundhedspolitik. Frida Valbjørn Christensen (Enhedslisten) uddyber:

»For Enhedslisten er det en helt naturlig del af en god sundhedspolitik, at reklamer for pengespil helt afskaffes. Forslaget her er et godt skridt på vejen. Vi skal have det enkelte menneske i fokus, frem for spilleindustriens behov for promovering.«

Velfærdslisten er også en del af forslaget og begrunder sin deltagelse med følgende begrundelse:

»Spilleindustrien trækker alvorlige spor ind i familier, som efterlades dybt forgældede og splittede, og i Velfærdslisten mener vi, at det er helt oplagt, at vi sammen tager et ansvar for at begrænse branchens reklamemuligheder. Derfor bakker vi op om forslaget,« udtaler Pernille Heibøll Sørensen.

Sundhedsministeriets rapport fra 2018 viser at især unge med spilproblemer oplever at reklamerne påvirker dem mere end dem der ingen spilproblemer har.

Center for Ludomani peger også på at reklamer er en faktor der medvirker som årsag til Ludomani. I 2016 anslår man at der var 125.000 mennesker i Danmark med spilproblemer, og 10.000 ludomaner.

»Det er med andre ord en stor befolkningsgruppe vi kan hjælpe med dette forbud. Udover det, ved vi at reklamerne er mere end firdobbelt fra 2014 til 2020. 1 Man anslog for 6 år siden at, der var 10.000 ludomaner i realiteten er tallet meget højere,« lyder det samstemmende partier og lister.

»Med den stigende mængde reklamer, er vi med al sandsynlighed langt flere ludomaner i samfundet i dag. Størstedelen er desværre unge mennesker, med livet foran sig. I 2009 var det kun 7 % af dem som Center for Ludomani behandlede, der var under 25 år. Nu er det tal 48 %,« hedder det i en fælles pressemeddelelse.

SF’s byrådsmedlem Rosa Lykke Yde, udtaler:

»I SF mener vi det på tide at vi sætter en stopper for spilindustriens jagt på profit, på bekostning af menneskers helbred. Spilbranchen er pilrådden og lever udelukkende af, at lokke folk i fordærv. Det skal ikke ske i det offentlige rum og offentlig transport er et godt sted at starte.«

Beboerlisten tilslutter sig også forslaget og bemærker dertil:

»Det er helt centralt at vores infrastruktur og byrum ikke skal klistres til med reklamer fra en industri der bl.a. lever af menneskers misbrug. Vi ser desværre at alt for mange unge kommer ud i et misbrug og ender med en kæmpe gæld som følger dem resten af livet. Hvis vi kan redde bare en enkelt så er forbuddet det værd,« Lyder det fra Rasmus Bøgh Vinther.

Forslaget lyder:

»Det forslås at Randers Kommune retter henvendelse til Midttrafik, med henblik på at droppe reklamer for pengespil i den offentlige transport.«

Partierne og listerne gør opmærksom på, at man allerede har vedtaget lignende forslag i København og Frederiksberg.

Ifølge partierne bag forslaget handler forbuddet i offentlig transport og så om, at hjælpe dem der har spilproblemer.

Relaterede artikler

Nyeste artikler