10 gode råd, for at undgå en stresset hund nytårsaften
Den bedste måde at afgøre, hvilke hensyn din hund har brug for, er ved at se på dens tidligere erfaringer. Hvor stresset var din hund sidste år på denne tid? Har der været andre episoder med høje lyde, lysglimt eller lignende, der kunne minde om det, din hund vil opleve nytårsaften?
Stress og angst har tendens til at sprede sig som ringe i vandet. Det betyder, at hvis din hund tidligere har haft negative oplevelser nytårsaften og har reageret ved at hyle, pive, gemme sig, gø eller ødelægge ting derhjemme, kan disse reaktioner overføres og forbindes med andre episoder, der har elementer af det, din hund oplevede den pågældende nytårsaften. Dette kan inkludere episoder som tordenvejr, blæsevejr, mørke eller høj musik. Derfor er det vigtigt at håndtere problemet, inden det udvikler sig yderligere.
● Sørg for, at hunden får tilstrækkelig motion i tiden op til nytårsaften og på selve dagen. Hav den i line, da den kan løbe væk, hvis den bliver forskrækket af f.eks. et højt brag. Leg desuden med hunden, og giv den forskellige små opgaver, f.eks. i form af søgeøvelser, så den bliver mentalt træt.
● Tag aldrig hunden med ud, når fyrværkeriet er på sit højeste. Luft hunden tidligt på aftenen, inden skyderiet starter, og luft den først igen næste morgen.
● Undgå selv at skyde fyrværkeri af nær hjemmet, og aftal med naboerne, at de heller ikke gør det. Undlad af fyre bordbomber af.
● Lad aldrig din hund være alene hjemme nytårsaften, og forlad aldrig hunden for at gå ud at se på fyrværkeriet. Du risikerer at få en hund, som både er angst for fyrværkeri og angst for at være alene hjemme.
● Tag væk med hunden til et roligere sted, hvis du har forventning om, at der vil blive fyret meget fyrværkeri af, der hvor du bor – eller få hunden passet et roligt sted hos mennesker, som den kender.
● Lad heller ikke hunden alene, hvis du ved, at det vil blive tordenvejr.
● Træk gardinerne for vinduet, eller rul persiennerne ned i det rum, hvor hunden opholder sig under tordenvejr eller afskydning af fyrværkeri. Afspil eventuelt beroligende musik for hunden. Det gør den mindre opmærksom på lyde udefra.
● Hvis hunden vil gemme sig, skal den have lov til det. Du kan eventuelt lave en lille hule til hunden i god tid inden nytårsaften, så den har mulighed for at vænne sig til den. Husk, at hunden skal have mulighed for at gå ind i og forlade hulen, som den har lyst.
● Undgå at fare til vinduet, samt at virke spændt eller ophidset, når du hører et tordenskrald, eller når der bliver fyret fyrværkeri af. Optræd roligt og behersket. Hvis du selv er bange, vil hunden straks mærke det, hvorfor dens egen angst vil blive forstærket.
● Forsøg ikke at trøste hunden, hvis den bliver bange. Du må ikke afvise hunden, hvis den søger kontakt, men du skal ignorere den, og ellers opføre dig, som du plejer, idet du er rolig og afslappet. Hvis du trøster hunden, vil du forstærke både den adfærd, som hunden viser, og den angst, der er årsag til hundens adfærd.
Kilde: Dyrenes Beskyttelse