6.9 C
Randers
onsdag, januar 15, 2025

EU: Danmark på vej til en opsigtsvækkende sejr i sag om mindstelønsdirektiv

EU’s direktiv om mindsteløn skal annulleres. Sådan lyder EU’s generaladvokats anbefaling til afgørelse i sagen om EU’s mindstelønsdirektiv.

Danmark har med støtte fra Sverige kæmpet hårdt imod EU’s direktiv om mindsteløn.

Tirsdag tog de to nordiske lande et vigtigt skridt mod muligvis at få en opsigtsvækkende sejr i sagen, der strækker sig tilbage til 2022, hvor direktivet blev vedtaget.

I et forslag til afgørelse fra EU-Domstolen vurderer generaladvokaten under EU-Domstolen, at mindstelønsdirektivet skal annulleres i sin helhed.

»Det er helt vildt, hvor klar en udtalelse der er kommet i dag. Derfor håber jeg selvfølgelig også, at den får betydning for den endelige dom,« siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Den danske beskæftigelsesminister sammenligner situationen med, at Danmark og Sverige fører 3-0 efter første halvleg i sagen om mindstelønsdirektivet. Det skyldes, at udtalelsen fra generaladvokaten er meget klar.

Forbeholdet for den endelige sejr skyldes, at forslaget til afgørelse fra generaladvokaten ikke er afslutningen på sagen. Derfor kan EU-Domstolen i teorien fortsat vælge at godkende direktivet.

Forslagene til afgørelse bliver dog som oftest fulgt af domstolen.

Den danske regering har fra start argumenteret for, at direktivet er i strid med EU’s traktater.

Det skyldes ifølge Ane Halsboe-Jørgensen, at løndannelsen er en kompetence, som skal ligge hos medlemslandene frem for EU.

Danmark mener ganske enkelt, at EU med direktivet går ud over, det man må ifølge traktaterne.

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen har Danmark tilbudt at løse konflikten ved at stå uden for direktivet, men det var ifølge ministeren ‘ikke en farbar vej frem’.

Derfor har Danmark og Sverige bedt om helt at få annulleret direktivet, som ellers er godkendt af lovgiverne i EU-Parlamentet og ministerrådet.

»Det er ikke hver dag, at der bliver anlagt annullationssøgsmål. Det er en sjældenhed. Og det er noget helt særligt, at Danmark gør det. Men generaladvokaten lægger sig på vores side og siger, at det skal EU ikke blande sig i,« siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Nu skal en gruppe af EU-Domstolens dommere vurdere sagen, inden der kommer et endeligt svar på, om direktivet annulleres eller ej.

Hos arbejdsmarkedets parter er der stående bifald til Danmarks ‘3-0 føring’ i sagen.

Dansk Metals EU-chef, Johan Moesgaard, kalder forslaget til afgørelse for ‘en kæmpe sejr for Danmark’ og for den danske model.

»Generaladvokaten slår fast, at mindstelønsdirektivet er i strid med Lissabontraktatens artikel 153. Det er det, som vi i Dansk Metal har fremført hele vejen igennem,« siger Johan Moesgaard, der ligesom Ane Halsboe-Jørgensen tager forbehold for, at sagen ikke er endeligt afgjort.

Vicedirektør i Dansk Industri, Christoffer Thomas Skov, mener også, at der er tale om en stor sejr for den danske model.

»Her er det arbejdsmarkedets parter – ikke lovgiverne – der fastlægger lønnen gennem forhandlinger,« siger Christoffer Thomas Skov.

I går slog medlem af Europaparlamentet for Socialdemokratiet Marianne Vind fast, at hvis afgørelsen skulle gå Danmark imod, bør vi forlade EU.

Efter afgørelsen skrev hun på Facebook:

»Det er en kæmpe sejr for vores danske model og et klart signal om, at vi kan beskytte vores arbejdsmarkedsmodel mod unødvendig indblanding fra EU.

»Det er IKKE den endelige afgørelse , så jeg lader propperne blive på champagnen. Men den her udtalelse giver en rigtig god indikation om, hvilken vej EU-domstolen kommer til at dømme

Det er så så så vigtigt det her. Vi har kæmpet så benhårdt for, at det her direktiv ikke bliver til noget.«

Afgørelse fra generaladvokaten kan læses her:
Forsalg til afgørelse fra generaladvokaten

Læs også
Hvis Danmark taber retssag, har vi ikke noget at gøre i EU

Relaterede artikler

Nyeste artikler