8.1 C
Randers
torsdag, april 25, 2024

EU-regler forhindrer bedre dyrevelfærd

Et borgerforslag fra Dyreværnet kaldet ”Freyas Lov” skal forhindre import af hvalpe fra de mange europæiske hvalpefabrikker. På trods af, at et enigt folketing gerne ville stemme for lovforslaget, blev det stemt ned.

(Telefoninterviews med udrykningsleder i Dyreværnet Nina Amdi og medlem af Europaparlamentet Niels Fuglsang)

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) roste forslaget under debatten i Folketinget. Han karakteriserede behandlingen af hundehvalpe for hjerteskærende, men måtte afvise det på grund af EU-regler.

Området er reguleret af EU, og derfor vil han nu tage kontakt til sine kolleger i EU, for at få ændret reglerne.

Der er hunde, som lever under kummerlige forhold, og der fødes en masse hvalpe og masseproduceres hundehvalpe som er syge og bliver taget for tidligt fra deres mor

Nina Amdi, udrykningsleder i Dyreværnet

Anders Kronborg (S), Erling Bonnedsen (V), Zenia Stampe (R), Per Larsen (K) og Carl Valentin (SF) forklarede fra Folketingets talerstol, at de alle var tilhænger af forslaget, men måtte afvise det på grund af EU-reglerne.

»Vi er skuffede, men glade for at der er kommet fokus på problemet,« siger udrykningschef for Dyreværnet, Nina Amdi.

»Der er hunde, som lever under kummerlige forhold, og der fødes en masse hvalpe og masseproduceres hundehvalpe som er syge og bliver taget for tidligt fra deres mor,« forklarer hun.

Trods nederlaget i Folketinget giver Dyreværnet ikke op.

»Noget af det vi kommer til at kigge på i fremtiden, bliver problematikken omkring tilladelser,« fortæller Nina Amdi.

»Er der ingen tilladelse til handle med hunde, bør der være en konsekvens. Man bør kunne flytte alle hvalpe, og der skal ikke udstedes tilladelse, før forholdene er bragt i orden. Straffen er så lav, og er som regel kun en bøde, så det kan desværre betale sig at sælge hundehvalpe. Der er trods alt tale om levende væsener, så det burde efter min mening være grund nok til at straffen burde være højere,« fremhæver udrykningschefen.

Hundehvalpene burde som minimum fjernes fra sælgerne, så grundlaget for deres indtægt, der som regel er sort, bliver taget fra dem, og når hvalpene lider for profit, mener hun.

Medlem af Europaparlamentet Niels Fuglsang (S) kalder borgerforslaget sympatisk, og mener ikke vi kan være bekendte at behandle hvalpene på en så ynkelig måde, og vil derfor arbejde for, at der kommer nye regler i EU.

Det er et grænseoverskridende problem, og derfor vil det være hensigtsmæssigt hvis der kommer fælles regler i hele EU.

»I Europaparlamentet har vi forholdt os til problemet, og det er blevet til en rapport, hvor vi fastslår, at der skal være et europæisk system, hvor man kan se, hvor hundehvalpene f.eks. er vokset op, hvor de kommer fra og hvilke vacciner, de har fået. Hvis man snyder med systemet, så skal det straffes hårdt,« siger Niels Fuglsang, som vil følge sagen videre, ved at skrive til Europakommissionen og rykke for, at der kommer et lovforslag hurtigst muligt.

Niels Fuglsang Erkender, at dyrevelfærden ikke er taget seriøst i tilstrækkeligt omfang, men håber det bliver bedre i takt med, at borgerne kræver en bedre dyrevelfærd.

Han foreslår Dyreværnet at alliere sig med andre dyreværnsforeninger på tværs af af EU-landene, og oprette et borgerinitiativ på EU-niveau

Nina Amdi og Dyreværnet vil holde fødevareminister Rasmus Prehn (S) fast på at han vil arbejde for at ændre reglerne i EU.

»Noget skal der ske,« understreger hun.

Blandt andre har den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack en af underskriverne.

Undersøgelser viser, at import af hunde er den tredjestørste illegale industri på EU-niveau. Kun overgået af narkotika og våben.

For forslaget stemte Dansk Folkeparti, Frie Grønne, de tre tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, Hans Kristian Skibby og Karina Adsbøl samt Nye Borgerlige.

Her kan du høre telefoninterviews med udrykningschef Nina Amdi fra Dyreværnet og medlem af Europaparlamentet Niels Fuglsang. News Netavis forsøger at få en kommentar fra fødevareminister Rasmus Prehn (S).

Her kan du læse borgerforslaget “Freyas Lov” har fået mere end 50.000 underskrifter

Relaterede artikler

Nyeste artikler