15.2 C
Randers
lørdag, april 26, 2025

Fabelagtige kostumer og fantastiske frisurer: Sommerteaterskolen KALIMA afholdes for 26. gang

Du har måske set dem før, på gaderne i starten af sommeren. Børn og unge i spraglede og fantasifulde kostumer, med vildt og højt hår, der skaber liv og stemning i Randers’ gader, to lørdage i træk i juli måned.

De fylder byen med høje og glade stemmer og giver byens borgere sanseoplevelser, kaotiske fortryllelse og ikke mindst spektakulære forestillinger. Det har de gjort i 25 år og til sommer sker det igen. Sommerteaterskolen KALIMA afholdes for 26. Gang til sommer og tilmeldingen er åben

Vil du, eller kender én, som vil være med til at skabe farverigt teater? Så er muligheden der nu.

Sommerteaterskolen KALIMA foregår de første to uger i skolernes sommerferie. Den første uge, uge 27 er for de 9 til 13-årige, men her er alle pladser allerede optaget. Uge 28 (d. 8/7-12/7) er for de 13 til 20-årige og her er plads. Vi tilbyder spændende undervisning formiddag, eftermiddag og aften (overnatning i 4 nætter) i uge 28. Mere information kan findes på hjemmesiden.

Det kræver ingen erfaring i teater – du kan tilmelde dig dette års KALIMA via hjemmesiden: teaterskolen-kalima.dk.

Al undervisning er tilrettelagt ud fra formen; Livsteater, der tager udgangspunkt i elevernes egne erfaringer, oplevelser og fortællinger. På blot 5 dage skaber vi en forestilling fra bunden ud fra et tema, som efterfølgende spiller 2 gange som gadeteaterforestilling i Randers centrum. Forestillingen rummer ofte både humor, betagende kropssprog, tankevækkende temaer og ikke mindst imponerende kostumer, syet af eleverne selv! Forestillingen er vidt forskellig fra år til år, men alt går op i en højere enhed og vi ser frem til et begivenhedsrigt samvær og en fed forestilling. Der er vid mulighed for at sætte sit eget præg og være en del af en helt unik gadeteaterforestilling.

Den helt særlige KALIMA-ånd

Til sommer er det 26 år siden tre overspændte lærere tog i mod de første 30 nervøse børn. Siden har 1840 børn og unge deltaget på sommerteaterskolen KALIMA, og alle har fået en oplevelse for livet. En gang i livet altid KALIMA i hjertet. De har alle skrevet sig ind i KALIMAs historie og været med til at skabe den særlige ånd, som sommerteaterskolen KALIMA er berømt for. En ånd der ikke helt kan forklares, men skal opleves.

På KALIMA sættes en stor ære i at respektere hinandens forskelligheder og i fællesskab skabe en spændende gadeteaterforestillinger. Det er i forskellighederne, det spændende møde opstår og nyt kan begynde. På KALIMA sættes nærvær i fokus. Øjeblikket, hvor man er, ser, lytter, føler, deltager, giver, mærker og sanser, er det øjeblik, hvor eleverne oplever positiv respons, energi og glæde. Således opstår magiske øjeblikke og eleverne oplever, hvordan de i et helt unikt fællesskab med andre bliver til noget, vokser, udvikler sig, bliver stærke og eksisterer. Børnene og de unge oplever, at hvis de fokuserer på at være til stede, vil deres handlinger og venskaber, blive betydningsfulde og ting lykkedes.

Hvis det lyder som noget for dig, eller en du kender, så tøv ikke med at tilmelde dig dette års teaterskole – pladserne ryger hurtigt, oplyser teaterskolen

Læs mere om Teaterskolen på www.teaterskolen-kalima.dk

Fra forestillingen ”Det gør ikke spor” sommeren 2024

Relaterede artikler

Nyeste artikler