Østjyllands Politi fik onsdag tre anmeldelser fra Randers C, hvor ældre kvinder var blevet kontaktet af mænd, der udgav sig for at være fra banken.
En 82-årig kvinde blev først på eftermiddagen ringet op af en mand, der fortalte, at han var fra hendes bank, og at nogen havde forsøgt at svindle med hendes konto. Hun skulle derfor have et nyt dankort, og hvis hun gav ham pinkoden, så kunne hun bare bruge den samme til det nye kort. Han ville så sende en medarbejder hen for at hente det gamle kort.
Kvinden udleverede pinkoden, men da en mand kort efter bankede på for at hente det gamle kort, fattede hun alligevel mistanke og nægtede at udlevere det.
Et par timer senere fik politiet en ny anmeldelse. En 92-årig kvinde, der bor i samme område, var blevet udsat for præcis samme nummer, og denne gang havde den udsendte ”bankmedarbejder” fået fat i kortet. Gerningsmændene nåede dog ikke at få hævet penge på kortet, inden det var spærret.
Det samme skete for en 99-årig kvinde kort efter, men heller ikke her nåede gerningsmændene at få penge ud af det.
Den mand, der kom for at hente dankortene, beskrives som:
• Dansk af udseende, lys i huden
• Ca. 175 cm
• Kort, brunt hår
• Korttrimmet fuldskæg
• Talte dansk
• Iført lyseblå skjorte og lyseblå jeans
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen og hører gerne fra folk, der har informationer om gerningsmændene.
Politiet opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig udleverer sin pinkode eller sit dankort til nogen. Din bank vil aldrig bede om din kode eller tage ud på din bopæl for at hente et kreditkort.
Tag gerne en snak med dine ældre familiemedlemmer og advar dem om fremgangsmåden.