0.7 C
Randers
lørdag, april 20, 2024

Fem mænd anholdt efter indbrud i biler – fremstilles i grundlovsforhør

Østjyllands Politi anholdt natten til fredag fem mænd, der sigtes for i løbet af aftenen og natten at have begået adskillige indbrud i biler primært i Hinnerup og Randers. 

De fem mænd, der er i alderen 18-19 år, fremstilles fredag kl. 15.00 i grundlovsforhør i Retten i Randers.

Over midnat begyndte der at kom flere anmeldelser fra borgere i Randers og Hinnerup, der havde haft indbrud i deres biler, og kl. 01.35 ringede en borger fra Fuglebakken i Hinnerup, da han havde hørt en bilalarm og set en bil køre i høj fart fra stedet, efter at en række parkerede biler havde fået knust ruderne.

Flere patruljer var hurtigt i området, og en af dem fik standset en bil med fem mænd, der kørte rundt i området.

På baggrund af spor, der blev fundet i bilen, blev de alle fem anholdt, og der blev efterfølgende foretaget ransagninger af mændenes hjem på forskellige adresser i det vestlige Aarhus.

Den indledende efterforskning af sagen har ført til, at mændene sigtes for en lang række indbrud i biler begået både natten til fredag – og for flere indbrud i biler i sidste uge i Aarhus-området.

»Vi har allerede foretaget en del afhøringer, sporsikring og ransagninger, men vi har fortsat en del efterforskningsskridt foran os. Vi har desværre set en del indbrud i biler i Østjylland i den seneste tid, og den videre efterforskning skal blandt andet afdække, om der er yderligere forhold, som vi vurderer, at mændene skal sigtes for,« siger vicepolitiinspektør Thomas Schouby.

Østjyllands Politi er fortsat i gang med at efterforske sagen og opfordrer alle, der har haft indbrud i deres biler natten til fredag om at anmelde det til politiet på tlf. 114. 

Gode råd

• Parker et sted, hvor der er lys og evt. overvågning
• Tøm bilen for tasker og værdier
• Vis tyven, at der ikke er værdier ved fx at åbne handskerummet
• Ring 114, hvis du ser noget mistænkeligt på p-pladsen (fx personer, der kigger ind i bilerne)

Mere 112-stof fra Randers

Brød ind i bil, og blev anholdt på fersk gerning

En kvik borger kontaktede natten til fredag kl. 02.02 politiet, da han hørte en bilalarm og så en person rode rundt i en bil, der holdt foran Randers Regnskov.

Kort efter ankom en patrulje til stedet, og de tog en 33-årig mand på fersk gerning i færd med at gennemrode bilen, der havde fået knust en rude. På jorden ved siden af bilen stod en værktøjskasse, som var taget fra køretøjet.

Den 33-årige blev anholdt og sigtet for tyveri fra bil. Han kunne umiddelbart ikke kobles sammen andre indbrud i biler, og han blev efter afhøringen løsladt. Den 33-årige har ikke forbindelse til de fem mænd, der blev anholdt i en anden sag natten til fredag. 

Relaterede artikler

Nyeste artikler