Det lille hyggelige Cirkus Krone er efter fem års pause tilbage på landevejen og gæster Randers Festuge på Tronholmen i dagene 10. -14. august.
I manegen hos Cirkus Krone finder du Klovnen Allando og hans gode ven pingo. Desuden bliver han assisteret af cirkus dronningen Irene Thierry i et af deres fælles musikalske numre. Live-orkester under ledelse af Frank, vil akkompagnere til nogle af numrene. Der er også Børne Akrobatik på programmet, hvor små artist spirer får mulighed for at komme helt tæt på cirkusmanegens magi. Mød også kæmpe frøen “Sascha the Frog”, som vil lave et ret spektakulært contortion-nummer. Sascha der er fra Ukraine, men bor i Frankrig vil vride sin krop i alle mulige retninger. Der er arme og ben alle vegne. Ligeledes fra Frankrig kommer Aurélie og fremfører et meget smukt og kraftfuldt håndstandsnummer på bord. I alt sin enkelthed ganske imponerende.
Det hele bliver kædet sammen af cirkusdirektør Frank Thierry, der glæder sig til at komme tilbage til Randers.
»Det er en fornøjelse af være en del af jeres skønne festuge. Der er så mange søde børn med deres lige så søde voksne, som vi alle sammen ser frem til at optræde for,« siger cirkusdirektøren.
Med sig har Cirkus Krone et nyt telt, hvor der har plads til 225 gæster rundt om manegen.
»Vi spiller stadig i telt. For os er det sådan cirkus skal opleves. Det skal også laves med hjertet og masser af humor, og det vi er garant for,« tilføjer den 56-årige cirkusdirektør
Cirkus Krone er et hyggeligt, intimt og familievenligt cirkus, der især henvender sig til de små. Her lærer børn at gå i rigtig cirkus. Krone har 85 års familiehistorie bag sig og blev grundlagt af 1. generation; Regner Thierry. Siden tog Irene Thierry over og i 2017 overtog 3. generation det lille cirkus.
»Randers Festuge skal også have gode kvalitetstilbud for de mindste, og her ved vi af erfaring, at Cirkus Krone kan levere varen. I år bliver det ikke kun med forestillinger for kommunes daginstitutioner og dagpleje. Forældre eller bedsteforældre kan også købe billet og nyde forestillingen sammen med deres små kære,« siger festugechef Mette Bertelsen.
Spilletiderne til de offentlige forestillinger finder du i festuge-programmet på randersfestuge.dk
En billet til forestillingen koster 160 kroner og kan købes på cirkuskrone.dk