Mandag den 5. september 2022 blev veteraner i Randers Kommune fejret, mindet og æret ved et arrangement på Den Nationale Flagdag for alle Danmarks Udsendte. Også de pårørende blev anerkendt for deres støtte til dem, der gør en forskel i verdens brændpunkter.
Glimtende medaljer, festlige toner, bevægende taler, børnelatter og smældende Dannebrog. Flagdagen for Danmarks Udsendte blev markeret i Randers ved et arrangement med fokus på alle dem, der bliver berørt af udsendelser til krigshærgede områder.
Fejringen startede højtideligt med nedlæggelse af buket ved Mindestenen på Randers Havn og taler ved Hans Mortensen fra Danmarks Veteraner Kronjylland og feltpræst Søren Dam Kjeldsen. Herefter var der march gennem byen med Søndermarkens Musikkorps i spidsen, og foran Det Gamle Rådhus blev fanerne blev stillet an til tonerne fra Randers Politikorkester.
På Rådhustorvet blev både veteraner og pårørende anerkendt af borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen:
»Udsendte har gjort og gør en fremragende og flot indsats. I har bidraget til, at tusindvis af menneskers liv og hverdag er blevet bedre – og ikke mindst reddet. Også jeres pårørende hylder vi i dag. Forældre, ægtefæller, kærester og venner til vores veteraner. Tak for jeres styrke, jeres støtte og jeres omsorg for vores udsendte.«
Krigens og fredens soldater
Det traditionelle billede af en veteran er måske en soldat i uniform, men mange andre gør en stor indsats, når krigen hærger i verden. Danmarks udsendte består også af politifolk, redningsfolk, mekanikere, læger, præster og mange flere. Og selvom de fleste er mænd, så bliver også kvinder sendt ud til verdens brændpunkter.
Suzy Elena Apelgren er sygeplejerske, og i 1992 var hun udsendt til Bosnien, hvor hun var til rådighed som akutsygeplejerske. På Flagdagen holdt hun en smuk tale foran Det Gamle Rådhus om krigens og fredens soldater.
»Krigens soldater vil vinde land, magt eller gennemtrumfe en politisk eller religiøs overbevisning, og de tvinger de invaderede til at forsvare deres land og deres folk mod overgreb. Men vi vil altid være den slags soldater, der kæmper for fred. Og det værste, vi kan blive udsat for, er ikke at kunne gøre noget,« sagde Suzy Elena Apelgren.
Efter arrangementet på Rådhustorvet blev deltagerne inviteret til en forfriskning på Det Gamle Rådhus og bagefter var Veterancaféen Randers vært for en pølse, en sodavand og en kop kaffe, støttet af Randers FC.