To 21-årige mænd blev onsdag kl. 22.39 standset i deres bil omkring Jens Otto Krags Plads i Randers af civilklædte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje.
Da betjentene havde mistanke til, at der var stoffer i bilen, blev den ransaget, og de to mænd blev visiteret. Den ene af mændene havde nogle tusinde kroner på sig i kontanter, og i bilen lå der poser med kokain og nogle enkelte tramadol-tabletter.
Mændene blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Senere på aftenen omkring midnat fik en 22-årig mand samme sigtelse af specialpatruljen, da han blev standset i en bil på Vestergrave i Randers. Her havde betjentene observeret noget, der lignede en handel med narkotika, og da de ransagede bilen, som den 22-årige sad i, fandt de en æske med kokain. Stofferne blev beslaglagt, og den 22-årige blev anholdt og sigtet i sagen.