6.2 C
Randers
tirsdag, november 12, 2024

Fodboldlinjen fejrer 15-års jubilæum: En imponerende rejse

Fodboldlinjen i Randers Kommune fejrer sit 15-års jubilæum med stolthed efter en imponerende udvikling siden grundlæggelsen i 2009 på Rismølleskolen.

Det, der begyndte som et mindre initiativ, er i dag vokset til Nordens største fodboldlinje under Randers Ungdomsskole, med over 2000 deltagere årligt og et trænerteam på 60 personer. Fodboldlinjen tilbyder træning og uddannelse til elever fra alle kommunens folkeskoler. I dag deltager omkring 2000 elever i projektet, der har skabt en stærk platform for både talentudvikling og breddeidræt.

Træningen foregår på 20 forskellige anlæg i Randers Kommune, og fodboldlinjen dækker hele aldersspektret, fra “Fodboldlinjen Mini” for elever fra 4. klasse til ældre elever i 9. klasse.

Uddannelser og international inspiration

En af fodboldlinjens store styrker er dens omfattende uddannelsestilbud. Udover den ugentlige træning har elever mulighed for at tage en UEFA-certificeret C1-træneruddannelse, der kvalificerer dem til at træne yngre børn i fodboldklubberne. Som de eneste i Danmark tilbyder Fodboldlinjen Randers desuden en dommeruddannelse til folkeskoleelever i 9. klasse. Uddannelsen, der er skabt i samarbejde med Randers Dommerklub, er gratis. Derudover kan eleverne tage en juniorlederuddannelse i samarbejde med HHX Tradium samt deltage i idrætslederuddannelsen Diplom Danmark. Disse uddannelser åbner døre for unge, der ønsker at engagere sig i fodboldverdenen, både som spillere og ledere. 

Fodboldlinjens succes har også inspireret internationalt. Konceptet er blevet præsenteret på konferencer i både Sverige og England, og det er nu en del af læringsplatforme i Helsingborg Kommune i Sverige, hvor 69 folkeskoler og 29 gymnasier har adgang til fodboldlinjens materiale og metoder.

En bred appel

Fodboldlinjen i Randers er ikke kun for eliten – alle elever er velkomne, uanset deres fodboldfærdigheder. Dette inkluderende miljø har bidraget til projektets succes og skabt et fællesskab, hvor både breddeidræt og talentudvikling går hånd i hånd. 

»Jubilæet fejres til april næste år, når foråret banker på døren. Så bliver elever og forældre inviteret til en stor fejring, som vi stadig er i gang med at forberede,« fortæller John Witting, leder af fodboldlinjen i Randers Kommune. Tilbage i 2020 modtog han på vegne af hele fodboldlinjen Danskernes Idrætspris ved DR’s årlige sportsshow. 

»Det var et utroligt skulderklap, som fik os alle sammen til at sætte yderligere turbo på at udvikle fodboldlinjen til der, hvor vi er i dag.«

Senest har fodboldlinjen som pilotprojekt også sat gang i et tilbud til eleverne i SFO’en på Hobrovejens Skole med eftermiddagstræning.

»Vi har flere forældre, der har efterspurgt træning om eftermiddagen frem for vores traditionelle morgentræning, da det passer bedre hos nogle familier. Nu prøver vi det af på Hobrovejens Skole,« siger John Witting.

Et af de seneste tiltag er også en fodboldlinjedag på alle kommunens folkeskoler.

»Fodboldlinjen kommer on tour med den mobile fodboldtrailer, der sørger for, at linjen når ud til alle hjørner af kommunen.«

Fodboldlinjen vil dermed fortsat være et samlingspunkt for unge med en passion for fodbold, uanset deres niveau eller ambitioner.

Relaterede artikler

Nyeste artikler