4.1 C
Randers
søndag, december 22, 2024

Fødevarestyrelsen advarer: Giftig plante ligner ramsløg

Ramsløg kan nemt forveksles med den giftige liljekonval, men det kan hjælpe at lugte til planten.

Hvis man har planer om at sanke ramsløg i løbet af foråret, skal man være opmærksom.

Liljekonvallen, der er næsten identisk med ramsløg, kan nemlig give alvorlige forgiftninger og i værste fald være livsfarlig.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Hvert år modtager Giftlinjen opkald fra borgere, der er bekymrede for, om de har spist den giftige liljekonval.

Kan i værste fald være livsfarligt

Sidste år havde godt en håndfuld af dem symptomer på forgiftning, skriver styrelsen.

– Det kan medføre opkast, diarré og påvirke hjerterytmen, og i værst fald være livsfarligt, siger Henrik Dammand, kontorchef i Fødevarestyrelsen, i pressemeddelelsen.

– I andre europæiske lande har vi set eksempler på, at forgiftning med liljekonval har haft dødelig udgang.

Risikoen for at forveksle de to planter er især stor, før liljekonvallen sætter sine hvide, klokkeformede blomster.

Det er nemlig især planternes grønne, aflange blade, som ligner hinanden i det tidlige forår.

Duft dig frem

Hvis man vil være sikker på, at det man har plukket er ramsløg og ikke den giftige dobbeltgænger, råder Henrik Dammand til, at man lugter til planten.

Ramsløg har en kraftig og hvidløgsagtig duft, der bliver aktiveret, når man nulrer bladene. Liljekonvaller afgiver ingen duft.

Ifølge Fødevarestyrelsen kan planten også forveksles med høsttidløs, som også er giftig. Høsttidløs lugter ikke af hvidløg, og det kan derfor også hjælpe at lugte til den.

Sæsonen for ramsløg strækker sig fra marts til juni. Planten er i løgfamilien og kan eksempelvis bruges i retter, hvor man ellers ville bruge løg eller hvidløg.

Relaterede artikler

Nyeste artikler