4.5 C
Randers
torsdag, april 18, 2024

Første brandmand har fået anerkendt PTSD som arbejdsskade

Efter 3½ års sagsbehandlingstid har Jan Tørning som den første danske brandmand fået anerkendt sin PTSD som en arbejdsskade hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Jan Tørning er på grund af sin PTSD i dag på førtidspension efter 32 år som brandmand og i beredskabet. Hans sygdom viser sig ved traumatiske flashbacks.

I de traumatiske flashbacks ser Jan Tørning for eksempel sin kone, sine børn eller børnebørn i brændende huse eller i trafikulykker, som han som brandmand kommer ud til. Eller også finder han sig selv død på ulykkesstedet. Andre gange skærer han selv ned i sin egen carport, hvor han igen og igen har hængt sig.

»Jeg havde håbet på at få det anerkendt. For det kan jo ikke passe, at det kun er soldater og politi, der kan blive ramt af PTSD. Jeg havde det sådan, at hvis ikke det her gik igennem, var der noget galt med systemet. Hvis vi ikke kan få PTSD, hvem kan så, med alt det vi oplever? Men det er nu bevist. Jeg er så glad på brandmændenes vegne,« siger Jan Tørning til Fagbladet FOA.

Jan Tørning er ikke den eneste brandmand, der lider af PTSD. 8 % af ambulanceansatte og brandfolk opfylder diagnosekriterierne for PTSD, og 22 pct. er i risiko for at udvikle sygdommen, viser en medlemsundersøgelse fra FOA fra 2021.

Ønsker mere fokus på forebyggelse

Hos FOA, som har ført arbejdsskadesagen for Jan Tørning, er man glad for afgørelsen. Det fortæller Thomas Brücker, som er næstformand i Teknik- og Servicesektoren. Han mener, at det er den perfekte lejlighed for arbejdsgiverne og politikerne til at tage et ansvar for at få skabt et bedre system til at få grebet de mange reddere, der på grund af arbejdet får PTSD eller symptomer på det.

»Vi skal have mindre vage og meget mere konkrete planer og retningslinjer for, hvordan vi forebygger, at reddere får det skidt, og for hvordan vi griber dem, der har symptomer. Det har arbejdsgiverne simpelthen et ansvar for kommer til at ske nu,«, siger Thomas Brücker, som efterlyser et større fokus på supervision i redderfaget.

Efter anerkendelsen af arbejdsskaden mangler Jan Tørning stadig at få udmålt sin endelige méngrad.

Relaterede artikler

Nyeste artikler