15 C
Randers
søndag, april 28, 2024

Første lynlader i Randers Kommune til el-biler blev åbnet

Den første offentlige lynlader til elbiler i Randers blev i går, tirsdag indviet af borgmester Torben Hansen.

Det er firmaet Sperto, som har opstillet en lynlader på Sdr. Borup Pendlerparkering, Gammel Århusvej ved afkørsel 43 på E45.

Lynladeren er på 150 kW og dermed mere end tre gange så hurtig som de gamle 50 kW-standere, der reelt kun yder 45 kW. Dermed kan man få cirka 250 km på batteriet på blot 20 minutter, hvis bilen kan tage imod.

Borgmester Torben Hansen sammen med stifter af Sperto, Erik Thrane

Ladestanderen kan i øvrigt betjene 2 biler på én gang, hvor effekten så deles. Sidst men ikke mindst, så er ladestanderen som noget ret nyt udstyret med ”cable management”, så brugerne ikke skal bakse med de tunge kabler. Det er nu i et ophæng af hensyn til brugervenlighed.

Ud over at være den første lynlader i Randers, så bliver det også den billigste lynlader på hele E45 uden oprettelse eller abonnement. Således koster det kun kr. 3,50/kWh at lade via Spertos betalingsside med kreditkort, hvor det hos andre operatører koster cirka det dobbelte (6-7 kroner pr kWh).

»Randers Kommune vil gerne bidrage til den grønne omstilling,« sagde borgmesteren i sin tale, og var ikke i tvivl om, at elbiler er fremtiden i Danmark.

»Mange er nervøse over hvorvidt strømmen rækker til det mål hvor de skal hen. Derfor er et veludviklet system med ladestandere vigtig for den grønne omstilling,« konstaterede Torben Hansen.

Borgmesteren oplyste, at Randers Kommune har indført et system hvor medarbejderne kan benytte elbiler i arbejdstiden, og efter arbejdstid bliver de stillet til rådighed for borgerne.

Stifteren af Sperto, Erik Thrane oplyste, at lynladeren er placeret netop der med det formål at gøre opladning tilgængelig for alle. Han kalder konceptet ”uden dikkedarer” med henvisning til mulighederne for betaling samt tilgængeligheden.

Erik Thrane forventer, at Sperto inden nytår har opstillet omkring 1000 stik rundt omkring i landet. Dog ikke alle som lynladere.

På én opladning kan man tilbagelægge ca. 250 kilometer. En tysk ingeniør fra VW i Tyskland forklarede, at han fra grænsen til Tversted ved Hjørring, havde ladet to steder i Danmark. Én gang i Randers, og én gang i Hjørring.

FDM var også repræsenteret ved åbningen. Politisk chef Torben Kudsk oplyste, at FDM i høj grad ønsker flere lynladerstandere langs motorvejene.

»Jeg vil gerne rose Sperto for at gå ind i et frit marked, hvor man sætter en fair pris, og gør det meget lettere at betale. Lige så vigtigt er det med let tilgængelighed for forbrugerne,« fremhæver Torben Kudsk.

FDM anbefaler, at alle benzin- og dieseldrevne biler konverteres til elbiler, for at være til gavn for miljøet.

Relaterede artikler

Nyeste artikler