7.4 C
Randers
lørdag, december 21, 2024

Foreninger fjernede 400 kilo affald fra naturen i 2024

Lokale foreninger tog i 2024 kampen op mod affaldet i naturen og fjernede til sammen over 400 kilo. Med støtte fra Randers Kommune og Hold Danmark Rent har frivillige styrket både miljøet og fællesskabet

Randers Kommunes foreninger har igen i år været en aktiv del af Hold Danmark Rents indsats Ren Natur. Gennem projektet har 15 lokale foreninger været på gaden og samlet affald på tværs af kommunens offentlige områder. Med engagement og hårdt arbejde har de fjernet over 400 kilo affald, hvilket svarer til cirka 55.000 stykker affald, fra naturområder, villakvarterer og byens gader.

»Jeg er dybt imponeret over den store indsats, vores lokale foreninger yder gennem Ren Natur. Deres arbejde viser, hvordan vi i fællesskab kan tage ansvar for vores miljø og samtidig styrke sammenholdet i kommunen. Det er ikke bare en gevinst for naturen, men også for lokalsamfundet,« siger formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget i Randers Kommune, Louise Høeg.

Frivillighed og fællesskab i centrum

De 123 voksne og 91 børn, der gennem de 15 foreninger deltog i indsatsen, har brugt deres tid og kræfter på at skabe en renere natur. Som en del af projektet har foreningerne ikke kun gjort gavn for miljøet, de har også fået økonomisk støtte til deres aktiviteter. I år har Ren Natur udbetalt 37.500 kroner i sponsormidler til foreningerne i Randers Kommune.

Foreningerne har samlet affald på alt fra villaveje til skovområder og motorvejsfrakørsler. Flere steder har borgerne rost indsatsen, og ifølge flere deltagere har projektet skabt større bevidsthed om affaldsproblematikker, især blandt børnene.

Tea Storgaard Nielsen, indsamlingsansvarlig for Venner af Mellerup Friskole, fortæller om en særlig oplevelse på deres rute i Havndal:

»Børnene blev stoppet af en ældre mand, som roste deres arbejde og gav dem slik som tak. Det gjorde indtryk på dem. Børnene fra Venner af Mellerup Friskole og Naturbørnehus blev overraskede over at se, hvor meget affald der var blevet smidt på gaden og i naturen. En oplevelse de ikke lige glemmer foreløbig.«

Affaldsindsamling som en del af en større vision

Randers Kommunes deltagelse i Ren Natur er en del af det bredere projekt Ren Randers, der sætter fokus på at reducere mængden af affald og engagere borgerne i miljøarbejdet. Kommunen arbejder løbende med nye initiativer for at holde naturen ren og samtidig inspirere borgere og foreninger til grønne handlinger.

»Vores engagement i projekter som Ren Natur handler om at skabe en bæredygtig fremtid og samtidig styrke fællesskabet,«  siger Louise Høeg.

I år har foreningerne også bidraget med idéer til nye indsamlingsruter. Blandt forslagene er områder omkring Dronningborg, Helsted og Paderup Boulevard. Disse forslag viser, at der er stor lokal interesse for at tage ansvar for nærområderne og sikre, at de forbliver fri for affald.

Randers Kommune er igen i 2025 en del af Ren Natur, tilmelding åbner til marts.

Relaterede artikler

Nyeste artikler