9.1 C
Randers
fredag, oktober 17, 2025

Formodet brandstifter anholdt

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fremstiller fredag kl. 11.30 en 32-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Han er sigtet for forsætlig brandstiftelse ved om natten til den 25. september at have sat ild til flere affaldscontainere på et parkeringsdæk under en beboelsesejendom på Østervold i Randers. Dette forårsagede en voldsom brand i ejendommen, hvorved adskillige beboere var i livsfare og måtte evakueres, ligesom flere beboere fik mindre røgskader ved branden.

Den 32-årige blev anholdt torsdag kl. 22.03 på baggrund af efterforskning i sagen.

Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre, og Østjyllands Politi har ikke yderligere informationer om sagen for nuværende.

Det var natten til torsdag kl. 02.45, at der udbrød brand i en bygning på Østervold i Randers. 

Politi-, brand- og sundhedspersonale var talstærkt til stede på adressen, hvor en kraftig ild bredte sig til bygningens tag.

Flere beboere blev evakueret via brandvæsnets stigevogne og ved brand- og politifolks hjælp, mens andre selv kom ud af bygningen.

De evakuerede beboere blev tilset af sundhedspersonalet på stedet og otte af disse blev kørt til yderligere tjek på skadestuen for røgforgiftninger.

Ingen kom alvorligt til skade ved branden, som kl. 03.50 var slukket.

Relaterede artikler

Nyeste artikler