Tirsdag morgen kl. 08.56 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en borger på Udbyhøjvej i det nordøstlige Randers netop havde haft indbrud ved sin bolig.
Ifølge anmeldelsen var det lykkedes en person på adressen at få skræmt gerningsmanden væk, og da politiet var fremme få minutter senere var vedkommende forsvundet fra stedet.
På baggrund af et godt signalement kunne Østjyllands Politi tirsdag kl. 11.23 foretage anholdelse af den formodede gerningsmand i form af en 41-årig mand, der befandt sig på en adresse i det centrale Randers.
Den 41-årige mand blev sigtet for indbruddet og løsladt efter endt afhøring senere på dagen.
Østjyllands Politi fortsætter sin øgede og skærpede indsats på indbrudsområdet, som fortsat er afhængig af hjælp fra borgere, der gerne må holde øjne og ører åbne overfor mistænkelig adfærd i deres respektive nabolag.
Ring 112, hvis du opdager et igangværende indbrud, og ring 114, hvis du har oplysninger med relevans for politiet om andre ikke akutte sager eller ønsker at anmelde et ikke hastende forhold.