En 43-årig mand endte med flere sigtelser, da han natten til torsdag forsøgte at stikke af fra politiet på sin motorcykel.
Kl. 00.25 ville en patrulje på Rougsøvej i Allingåbro standse motorcyklisten i en rutinekontrol, men da den 43-årige så politibilen, satte han farten op og ignorerede blink og sirene.
Patruljen kørte efter, og på Spangshusevej mistede den 43-årige kontrollen over sin motorcykel og væltede. Han kom umiddelbart ikke noget til og blev straks efter anholdt. Da han virkede påvirket af alkohol og stoffer, blev han sigtet for sprit- og narkokørsel og for ikke at have efterkommet politiets anvisninger.
Den 43-årige har ikke motorcykelkørekort, så han fik derudover en sigtelse for kørsel uden førerret.