10.3 C
Randers
mandag, oktober 14, 2024

Fra Randers til Vinter-OL

Randers er på vej til at blive omdrejningspunktet for vintersport som skeleton og bobslæde. To lokale landsholdsmedlemmer er netop nu på kvalifikationsrejser til vinter-OL.

Netop nu er det danske landshold i bobslæde og skeleton rejst på træningslejre og til konkurrencer i udlandet, som led i kvalifikationerne til vinter-OL 2022. To lokale eliteatleter fra Randers bobslæde- og skeletonforening, Simon Darville fra bobslædelandsholdet og skeletonatleten Rasmus Vestergård Johansen, satser på at kvalificere sig til OL, som finder sted i Beijing i Kina fra d. 8. februar til d. 20. februar 2022.

Kommunens officielle samarbejde for talentudviklingen i de lokale idrætsklubber, Randers Talent og Elite, er som noget nyt gået ind i udviklingen af bobslæde og skeleton. Dermed er kommunen med i en elitesatsning om at få en skeletonslæde samt en tomandsbobslæde til vinter-OL allerede i 2022.

Eliteidrætskonsulent ved Randers Kommune, Nicklas Røssner, udtaler: “Det er utroligt spændende, at de her sportsgrene er blomstret i lige netop vores by. Lige nu har vi for eksempel et landshold med tilknytning til Randers af sted til OL-kvalifikationer. Der er store perspektiver i det her elitesamarbejde, der er stablet på benene.”

Talenter og faciliteter i Randers Kommune
De to landsholdsatleter er ikke de eneste talenter, Randers huser. Ungdomslandsholdet i bobslæde og skeleton, kaldet New Generation, træner også hårdt på randrusiansk grund for at nå til de Ungdomsolympiske lege i 2024 i Korea. Træningerne gennemføres bl.a. på Langvang Idrætscenter i sommerhalvåret. Her har Randers Kommune støttet med etableringen af en startsskubsskinne på 30 meter langs med atletikbanen. Skubbeskinnen bruges af atleterne til at øve eksplosiviteten i startsskubbet af både bobslæderne og skeletonkælken. Især tekniske færdigheder som skubbet skal øves for at nå en høj topfart under nedfarten. Dermed optimeres de lokale idrætsfaciliteter, som skal sikre elitesporten i kommunen.

»Randers Kommune er med til at hjælpe sporten på vej ved at give støtte til nogle af de faciliteter, som idrætterne behøver. Vi har en ambition om at hjælpe med at udvikle talenter i verdensklasse i Randers Talent og Elite i samarbejdet med Team Danmark. Derfor er det også spændende for os, hvordan vi kan støtte New Generation foruden det nuværende landshold. Det ville jo være fantastisk, hvis talenter fra Randers kan komme til at repræsentere Danmark i vinterdiscipliner som bobslæde og skeleton ved OL,« udtaler Nicklas Røssner, eliteidrætskonsulent ved Randers Kommune.

Simon Darville fra tomandsslæden glæder sig ligeledes over udviklingen.

»Oprettelsen af foreningen og vores nye faciliteter kan gå hen og skabe et kraftcenter for en sport som bobslæde. Randers kan jo blive centrum for vintersport og et samlingspunkt for hele Danmark,« udtalte han i forbindelse med landsholdets afrejse.

Talentsamarbejder
Bobslæde og Skeleton Foreningen i Randers samarbejder med Randers Kommune om yderligere udvikling af idrætten. Herunder stiller Randers Talent og Elite bl.a. en fysisk træner til rådighed, hjælper med at undersøge mulighederne for at udvikle faciliteterne, ligesom foreningens atleter er i tæt samarbejde med en anden eliteforening, Randers Freja Atletik.

Relaterede artikler

Nyeste artikler