12.4 C
Randers
tirsdag, juni 24, 2025

Fra sjællænder til randrusianer

Den 30. april fylder viceborgmester Claus Berggren, Randers 60 år.

Claus Berggren blev kendt i hele Randers Kommune, da han pludselig optrådte som spidskandidat for Venstre ved sidste kommunalvalg. I 2021 blev han nærmest kastet ind i lokalpolitik, da han blev udpeget som spidskandidat for Venstre.

Meget overraskende havde den daværende spidskandidat Christian Brøns trukket sig helt fra byrådet. Derfor var der ingen, som havde forberedt sig på den situation. På det tidspunkt stod Claus Berggren som nummer tre på listen.

»En dag ringede formanden og spurgte, om ikke jeg ville stille op som spidskandidat. Jeg fik et døgn til at overveje tilbuddet, og efter at have drøftet det med min kone og børn, som syntes det var en god idé, besluttede jeg at sige ja tak,« fortæller han.

»Det blev de mest intense 3 måneder med valgkamp og møder. Det var vildt,« erklærer han.

Uriaspost
Han betegner det som en uriaspost fordi han ikke var forberedt, men også fordi Venstre pludselig stod i en vanskelig situation. Der var store forventninger til ham, men han var klar til at løfte opgaven.

Claus Berggren lægger ikke skjul på, at han håbede på at blive borgmester, men han erkender også, at den realistisk Claus fortalte ham, at det ville han nok ikke blive.

»Jeg håbede på at kunne tilføre noget nyt, men kom for sent ind i det,« siger han, men var glad for at han i det mindste kom ind i byrådet.

På trods af, at han var et totalt uskrevet blad i lokalpolitik, bragede han i byrådet med 1.085 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021.

Det blev de mest intense 3 måneder med valgkamp og møder. Det var vildt!

Claus Berggren

Et spændende valg
Claus Berggren har aldrig været i tvivl om, at han skal opstille igen. Han er blevet bidt af byrådsarbejdet, hvor han har flere betydningsfulde poster.

Han glæder sig især til det kommende valg til byrådet. Her stiller der flere nye partier op, som f.eks. Moderaterne og Danmarksdemokraterne. Især Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne har vind i sejlene, og selvom også Venstre er på vej til at generobre vælgere, så vil Danmarksdemokraterne blive en konkurrent til Venstre.

»Det bliver et meget spændende valg, og der er mange ukendte faktorer,« fastslår venstremanden.

Han har et fuldtidsjob, men finder, at han har tid til at varetage byrådsarbejdet. I øjeblikket er han direktør for en dyrlægeklinik i Aars i Nordjylland, og den giver han tid og mulighed for at varetage byrådsarbejdet.

Claus Berggren prioriterer det frem for alt andet. Lige bortset fra hans træning i Cross Fit som han udøver tre til fire gange om ugen, og så spiller han fodbold. Han kan mærke, at det er vigtigt for ham at røre sig.

Imponerende CV
Han blev født og opvokset i Helsingør, på hospitalet men har boet i Hornbæk på Sjælland i meget af hans liv.

Det var også i Hornbæk han som 23-årig mødte Mette, som kun var 18 år på det tidspunkt. Det skete ved et asfaltbal den 8. juli 1988.

Det blev den store kærlighed. Det skulle bare være de to, og det har det været siden. De blev forlovet i 1990, og fem år senere blev de gift.

I 1998 fik de deres første barn, som blev døbt Emilie.

Claus Berggren blev senere økonomidirektør i Danya Foods Ltd. Det indebar, at parret flyttede til Riyadh i Saudi Arabien, hvor de fik sønnen Lucas.

Det der fik ham tilbage til Danmark var hans forfremmelse til økonomidirektør i Arla Foods i 2007.

I 2008 blev han økonomidirektør i H2O, hvor han et par år. Herefter blev han skandinavisk finansdirektør i firmaet Gate Gourmet. Det er et cateringfirma, som sælger mad til fly.

»Jobbet indebar 220 rejsedage om året, og det gik ud over familien. Vi havde jo to børn på hhv. 7 og 12 år. Samtidig var jeg efterhånden træt af at rejse, og det var årsagen til, at vi endte i Jylland,« beretter Claus Berggren.

I 2010 blev han headhuntet som direktør på godset Overgård i Havndal. Det var årsagen til, at familien endte i Randers Kommune. Efter at have boet i kavalerfløjen på Overgård i 6 år, flyttede familien til i Randers og bor nu på Kærgade.

»Vi blev taget godt imod i Havndal, og vi har stadigvæk gode venner i byen. Det var en overraskelse, at vi blev taget så godt imod. Det var ikke sket i Hornbæk,« erklærer viceborgmesteren.

Som direktør på Overgård lykkedes det ham at vende et stort underskud til overskud. Det skabte en stabil drift, men resulterede også i, at Claus Berggren manglede udfordringer.

I 2019 stoppede han på Overgård. Herefter blev han direktør for Dansk Biogas Rådgivning i Silkeborg, og i 2021 blev han ansat i Fjordland. Det er et firma som er eksperter i landbrugsrådgivning. Her virkede han som strategikonsulent. Det var en stilling, som han havde i et par år.

Først da var han klar til at gå ind i politik.

Udover at Claus Berggren er uddannet økonom, har han en HD i økonomi og IT. Desuden har han en MBA fra Henley Business School i London og et supplerende studie ved London Business School.

Er blevet randrusianer
Familien Berggren har på intet tidspunkt været i tvivl om, at de vil blive i Randers.

Claus elsker at være sammen med sine børn og sit barnebarn Palm, som han betegner som livets dessert.

Når han ellers holder fri, så befinder han sig godt i gode venners selskab med vin og god mad, samt historier, som han gladelig deler ud af.

»Vi er blevet meget glade for Randers, og efterhånden føler vi os som rigtige randrusianere,« fremhæver Claus.

Mens han arbejder som direktør på dyrlægeklinikken i Aars, arbejder hustruen Mette som selvstændig kosmetolog i Slotscentret.

Den runde fødselsdag bliver markeret med en reception for indbudte gæster. Senere tager familien på en velfortjent rejse.

Relaterede artikler

Nyeste artikler