8.6 C
Randers
tirsdag, april 30, 2024

Frosten spænder ben for det sidste arbejde på Havnegade

Det kolde vejr betyder, at det ikke er muligt at færdiggøre arbejdet på Havnegade, men trafikanter behøver ikke at frygte en endnu længere periode med indsnævringer af vejen.

Der bliver nemlig lavet en række midlertidige løsninger, så vejen åbnes helt inden jul. Samtidig bliver det også muligt for cyklister og gående at krydse vejen sikkert.

Der mangler ikke meget af det omfattende vejarbejde på Havnegade. Men kort før målstregen spænder vintervejret alligevel ben for, at projektet kan nå at blive helt færdigt før jul. Frosten gør det nemlig umuligt at lave ordentlig flisebelægning, og arbejdet med bl.a. at sætte kantsten må derfor udskydes til vejret er blevet varmere igen.

»Problemet er, at jorden udvider sig, når den er frossen, og hvis vi lægger stenene nu, vil de komme til at ligge hulter til bulter, når det tør igen. Derfor er vi nødt til at vente med at fortsætte til frosten er væk fra jorden igen,« siger projektansvarlig Thomas Langballe.

Trafikanter får bedre forhold inden jul

Forsinkelsen betyder, at arbejdet ikke når at blive helt færdigt før jul som forudsat i tidsplanen. I stedet har Randers Kommune aftalt med entreprenøren at lave en række midlertidige løsninger, der skal sikre fremkommeligheden for trafikken.

Inden jul forsvinder indsnævringen til et spor i begge retninger således, så vejen igen bliver fuldt farbar. Den nye dobbeltrettede cykelsti langs Tørvebryggen åbner og signalreguleringen ved den nye stikrydsning bliver sat i drift, sådan at cyklister og gående får mulighed for at krydse vejen på sikker vis. Endelig vil der fortsat være adgang til de nye parkeringspladser på havnen.

»Vi havde selvfølgelig håbet, at vi kunne blive helt færdige som planlagt, men vejret kan vi ikke styre. I stedet gør vi, hvad vi kan for at trafikken ikke bliver generet unødigt af forsinkelsen. Derfor bruger vi den næste uges tid på at lægge midlertidig asfalt og klargøre krydset, så man kan færdes uden gener, mens arbejdet står stille. Asfalten vil ikke være helt jævn, men den vil kunne bruges i en midlertidig periode. Og krydsningen af Havnegade vil være fælles for cyklister og gående,« siger Thomas Langballe.

Arbejdet fortsætter når frosten er væk

Det vil kræve omkring en uges tid uden frost før arbejdet kan genoptages, og hvornår det bliver, ved kun vejrguderne. Randers Kommune forventer dog, at det vil være muligt at færdiggøre det sidste uden, at det bliver nødvendigt at indsnævre vejen igen.

Vejarbejdet ved Havnegade går ud på at flytte lyskrydset ved Busterminalen cirka 70 meter mod nordøst, mens der på strækningen fra Regnskoven langs Tørvebryggen og frem til det nye kryds bliver etableret en ny dobbeltrettet cykelsti. Det sker for at skabe en mere sikker forbindelse over Havnegade for lette trafikanter og for at klargøre området til Flodbyen.

I alt er der afsat 11,6 millioner kroner til projektet på Havnegade, hvoraf Vejdirektoratet bidrager med 2,2 millioner kroner fra Statens Cykelpulje.

Relaterede artikler

Nyeste artikler