15.2 C
Randers
lørdag, juni 22, 2024

Gå på opdagelse i Tøjhushavekvarterets historie og arkitektur

En ny gratis guide byder på en bred vifte af korte fortællinger om Tøjhushavekvarterets historie, beboere og arkitektur. Bag guiden, der er trykt som folder, står bevaringsudvalget i Randers Kommune og Museum Østjylland

Nu kan du tage familien og venner under armen, og med en ny folder som guide gå på opdagelse i Tøjhushavekvarterets historie og arkitektur. Folderen er gratis og kan hentes på Museum Østjylland.

»Med guiden om Tøjhushavekvarteret ønsker vi, at kvarterets beboere og andre interesserede får mulighed for at gå på opdagelse i den historie, som kvarteret er formet af. Det er i sig selv interessant at dykke ned i, og samtidig håber vi, at guiden kan bidrage til at styrke og bevare den lokale identitet,« siger Birgit Veje Søndergaard, der er formand for bevaringsudvalget i Randers Kommune.

Guiden er blevet til netop på baggrund af et ønske fra bevaringsudvalget, der er nedsat af byrådet og blandt andet arbejder for at bevare den store, bygningsmæssige kulturarv i kommunen.

Museum Østjylland har leveret indholdet til guiden og bearbejdet det i samarbejde med Randers Kommune.

Et kvarter med mange kælenavne

Tøjhushavekvarteret er navngivet efter Tøjhushaven, der blev anlagt i forbindelse med Nørrejyllands Tøjhus. Kvarterets historie begynder i 1840’erne, hvor Tøjhushavevej blev etableret og den gamle bykerne forbundet med Tøjhushaven.

I guiden kan man blandt andet læse om kvarterets ældste ejendom Frederiksminde. Oprindeligt var ejendommen opført som landsted, men den blev i 1858 solgt til stifter og ejer af Randers Rebslåeri, Peder Winge, der også var en stor grundejer i kvarteret.

»Med tiden udviklede kvarteret sig til et egentlig arbejderkvarter med flere beboelsesejendomme til alle dem, der arbejdede i den nyskabte industri. Da Winge rev sin gamle Reberbane ned i slutningen af 1800-tallet blev der plads til en helt ny gade. Dronningensgade blev anlagt og blev inden for en årrække fyldt med beboelsesejendomme til de mange nye arbejdere. På den måde har de enkelte grundejere i kvarteret spillet en stor rolle i, hvad kvarteret kom til at rumme,« siger Simon Ryvang True, der er museumsinspektør på Museum Østjylland.

Gennem tiden har Tøjhushavekvarteret haft forskellige kælenavne. “Bronkitis-kvarteret” og “Sumpen” hører blandt de måske mindre flatterende og skyldes områdets våde beliggenhed på engen nær Gudenåen. I dag er området mest kendt som Randers’ Boheme kvarter på grund af de mange kreative mennesker, der bor der.

Guiden om Tøjhushavekvarteret er den anden i rækken, som Bevaringsudvalget og Museum Østjylland står bag. Tidligere er der produceret en tilsvarende guide om Slyngborgkvarteret.

Kom med på byvandring i Tøjhushavekvarteret

I forbindelse med bevaringsudvalgets lancering af guiden byder Museum Østjylland i september på en række byvandringer i kvarteret. Byvandringen går med udgangspunkt i folderen spadestikket dybere og løfter sløret for noget af al den viden, der ikke kunne blive plads til i folderen.

Du kan købe billetter til byvandringer på Museum Østjyllands hjemmeside.

Relaterede artikler

Nyeste artikler