7.5 C
Randers
torsdag, marts 28, 2024

Giv de ældre tryghed og kendte ansigter

Læserbrev af Rosa Lykke Yde, byrådsmedlem fra SF

Tryghed og værdighed er en kerneværdier for SF. Derfor ønsker vi at sikre mere genkendelighed og faste personaleteams i kommunens ældrepleje.

Enhver kan sætte sig ind i, hvor privat det er at lukke fremmede mennesker ind i sit hjem. Ifølge Ældre Sagen skaber det utryghed og forvirring, når der er mange forskellige ansatte, der kommer og går.

Selvom vores medarbejdere i ældreplejen er dygtige og kompetente, der hjælper andre mennesker hver eneste dag og ofte er afholdte af vores ældre, så er mange forskellige ansigter en udfordring. Relationen betyder noget. Det er ofte intime opgaver, de ældre har brug for hjælp til, som f.eks. personlig hygiejne. Det skal der tages højde for. Det er simpelthen et spørgsmål om værdighed. Ville vi andre for eksempel bryde os om dagligt, at blive vasket af en, vi ikke kender? Nej vel?

Faste teams vil komme alle parter til gode. Hvis hjemmehjælperne og sundhedspersonalet er fast tilknyttet de samme borgere, vil de lære dem bedre og hurtigere at kende. Relationen bliver tættere og tryggere, og dermed mere meningsfuld for begge. Det vil også styrke fagligheden og kommunikationen, at der er faste kollegaer at sparre med. Samtidig lærer medarbejderen den enkelte borgers behov at kende mere indgående, og det vil give mindre risiko for fejl.

Når relationen er på plads, vil den enkelte medarbejder bedre kunne aflæse, hvordan den ældre har det, se tegn på mistrivsel, holde styr på medicinen og se symptomer på sygdomme vil hurtigere.

Alle har ret til en tryg og værdig alderdom. Det kræver, at vi ser på en række forskellige områder. Vi skal sikre:

– et godt pårørendesamarbejde
– bedre forhold for ældre med demens og deres pårørende
– rimelig køretid mellem borgerne, så tiden ikke skal gå fra plejen
– ordentlige arbejdsvilkår for vores medarbejdere i ældreplejen og ikke mindst flere varme hænder. 

Randers Kommune skal være et godt sted at bo – hele livet. Vi skal give vores ældste medborgere, som har levet et langt liv, værdigheden og trygheden tilbage.

Relaterede artikler

Nyeste artikler