8.1 C
Randers
mandag, april 29, 2024

GoCook kommer til Harridslev

Den 5. september 2022 fra kl. 14.30 hopper 6. klasse fra Korshøjskolen ombord i GoCooks rullende køkken – en mobil madbus, der parkerer foran Dagli’Brugsen i Harridslev.

Børnene vil udfordre deres madmod og bage 100 % deres egne grønne pizzaer, og uddele smagsprøver til alle nysgerrige kunder og forbipasserende.

»I Dagli’Brugsen Harridslev ønsker vi at støtte op om en hverdag i familierne, hvor vi laver mad sammen. Det skal være sundt at leve nemt, og børnene skal med i køkkenet, så de kan blive den første generation af børn og unge, der er bedre til at lave mad end deres forældre. I en travl hverdag kan en del familier måske ikke finde tid til at være sammen om madlavningen, men børnene kan langt mere i et køkken end både de selv og deres forældre måske lige går og tror. Derfor har vi skaffet GoCook til Harridslev, så de kan hjælpe os med at udfordre børnenes madmod,« fortæller uddeler Søren Ørskou Lind Habekost fra Dagli’Brugsen.

Børnene kender allerede GoCook

GoCook er Coops nationale madprojekt for børn, der hvert år inspirerer flere end 160.000 skoleelever til at erobre deres plads i køkkenet derhjemme. Børnene kender GoCook og GoCook-mobilen fra tv-udsendelserne ”Gorm & 100 % din ret” sendt på DR Ultra og TV2 og fra GoCook Smagekassen; undervisningsmateriale som tre ud af fire danske grundskoler bruger i madkundskab.

Madglæde i børnenes univers

Når GoCooks madformidlere i august og september ruller ud til 23 Coop butikker i hele landet, er GoCook-mobilen proppet med årstidens grøntsager, som børnene tryller på hjemmelavede pizzaer.

GoCooks projektchef Bente Svane Nielsen siger følgende om GoCooks Danmarksturne her i sensommeren – GoCook on tour:

»Børnene får mod på at smage på nye grøntsager, når de hakker og snitter dem selv. Børn spiser ikke grøntsager bare fordi det er oppe i tiden. De vil have, at grøntsager skal smage godt. Og det kræver lidt flere kompetencer i køkkenet, end når man bare steger kød. Derfor er det vigtigt at børnene lærer at lave mad,« siger projektchef Bente Svane Nielsen.

»Og der er behov for at hjælpe børn og unge ind i køkkenet. Coops undersøgelser viste i 2012, at kun 4 procent af børnene var med, når der skulle laves mad hjemme i familierne. Med GoCooks indsats er andelen rykket til 10 procent over de seneste år, men det kan blive endnu bedre.«

Relaterede artikler

Nyeste artikler