Inden for en time måtte personalet ved Dronningborg Kirke meddele, at alle pladser var optaget. Hver en krog var besat af kirkegængere.
Den folkekære skuespiller trak mindst 250 mennesker til gudstjenesten, hvor hun var gæsteprædikant.
Først måtte der skaffes ekstra stole i kirken. Derefter måtte der skaffes ekstra stole til personer i våbenhuset. Det var ikke nok, så undtagelsesvist fik kirkegængere lov til at sidde på sæderne ved altret. Køen af kirkegængere voksede konstant, og derfor blev der givet tilladelse til, at interesserede kirkegængere fik mulighed for at sidde på trapper rundt omkring.
De sidst ankomne måtte overvære gudstjenesten udenfor kirken.
Sognepræst Dorthe Engelbrecht husker ikke, at der nogensinde har været så mange i kirken.
Bodil Jørgensen tog udgangspunkt i dagens tekst som handler om Martha og Maria. Hun forklarede, at hun ofte selv havner i et køkken, når hun indspiller film. Først som Gudrun Fiil i filmen om Hvidstengruppen. Så som Molly Andersen i Badehotellet, og senest som Frk. Jensen i teaterforestillingen ”Frk. Jensens kogebog,” som spilles på Randers Teater.
I sin prædiken konkluderede Bodil Jørgensen, at vi skal lære af dagens evangelium, at vi skal hylde begge kvindetyper som Martha og Maria og prøve at forene de to.
Da Bodil Jørgensen afsluttede sin prædiken lød der spontane klapsalver fra de mange kirkegængere. Det er aldrig sket før.
Provst Ingelise Strandgaard betragtede det som en måde at vise glæde og begejstring for den smukke prædiken.
Til nadveren måtte Dorthe Engelbrecht og provst Ingelise Strandgaard hjælpe sognepræst Sara Holt Andersen med at uddele alterbrød og vin.
Liturg ved gudstjenesten var sognepræst Sara Holt Andersen.
Efter gudstjenesten havde kirken inviteret til ”Frk. Jensen – kaffebord” i sognegården. Her var der dækket op med gammelt kaffestel, som var udlånt af lokale borgere. Andre havde bagt kage.
Bodil Jørgensen deltog i kaffebordet, og der var kø for at få en selfie, autograf eller bare en lille snak med den kendte skuespiller.
Mange var overraskede, og andre rørt over, at hun tog sig så god tid til at tale med alle uanset stilling eller status. For Bodil Jørgensen er alle mennesker ens.
Efter kirkekaffen gik mange glade og stolte hjem med et billede af Bodil Jørgensen og dem selv i telefonen.
Da kirkekaffen var afsluttet, måtte hun ile til København, hvor hun skulle deltage i en fotosession i forbindelse med, at hun skal deltage i Cirkusrevyen næste år.