10.8 C
Randers
tirsdag, september 30, 2025

H.M. Dronning Margrethe besøger Randers Kunstmuseum i forbindelse med åbningen af udstillingen ’Kærlighed til Kunst – H.M. Dronning Margrethes private Kunstsamling’

Fra den 11. oktober til den 14. december viser Randers Kunstmuseum udstillingen Kærlighed til Kunst. Udstillingen består af godt 60 værker fra H.M. Dronning Margrethes private kunstsamling

Værkerne hænger normalt på de kongelige slotte, Amalienborg, Fredensborg, Gråsten og Marselisborg. Det er Dronning Margrethe selv – der på invitation fra Randers Kunstmuseum – har udvalgt værkerne på udstillingen. Det er derfor også med stor glæde, at Randers Kunstmuseum hermed kan meddele, at Dronning Margrethe den 10. oktober kl. 12 deltager i den officielle åbning af udstillingen. Udstillingen åbnes med velkomst ved museumsdirektør Lise Jeppesen, åbningstale ved kunsthistoriker Bente Scavenius og musik ved Randers Kammerorkester. Vi er meget spændte på at vise udstillingen frem.

Det er første gang en større del af Dronning Margrethes omfattende kunstsamling vises frem for offentligheden på en samlet udstilling og udstillingen vises kun i Randers.

Museumsdirektør Lise Jeppesen udtaler: »Vi er dybt beærede over, at H.M. Dronning Margrethe har indvilliget i at udstille sin private kunstsamling og med så stor tillid og dedikation har realiseret udstillingens grundtanke ved gennem udstillingen at dele sin kærlighed til kunsten; glæden ved at se på og beskæftige sig med kunst.«

Om udstillingen

Det er en farverig og mangefacetteret udstilling, Randers Kunstmuseum kan åbne dørene til. De udvalgte værker repræsenterer flere århundreder og mange stilarter. Værkerne afspejler et livslangt møde med kunsten, styret af personlig intuition, æstetisk sans og stor interesse for og viden om kunst, litteratur og historie. Samlet giver udstillingen et spændende, personligt og inspirerende indblik i kunstens verden med de kunstværker der gennem årene har haft en helt særlig betydning for Dronning Margrethe.

Gennem tiden har Dronning Margrethes kærlighed til kunstens mange udtryksformer i høj grad bidraget til at åbne manges øjne for kunst. Det er museets store håb, at udstillingen på samme måde vil give lyst og inspiration til at se på og tale om kunst.

Den officielle åbning den 10. oktober kl. 12 er forbeholdt inviterede gæster.
Lørdag den 11. oktober kl. 10 åbner udstillingen for offentligheden.

Relaterede artikler

Nyeste artikler