Den sidste aktive modstandsmand i Randers fylder 100 år den 23. december
Den 23. december 1925 lød der barneskrål i Langgade 86 i Randers. Jensine og Peter Simonsen havde fået deres søn nummer to. Drengen fik navnet Børge Simonsen.
Drengen fik hurtigt øje for spejderlivet, men man skulle være 10 år for at blive spejder, og Børge var kun 9,5 år. Han blev ved med at møde op, og plagede om at blive spejder. Til sidst lavede kredslederen et medlemskort, som dog først var aktivt, når han blev 10 år.
Det 90 år gamle medlemskort til FDF har han bevaret, og ligger i en mappe med masser af gamle minder.
Han avancerede hurtigt i FDF. Da han blev 20 år blev han udnævnt til delingsfører. På et tidspunkt måtte han frasige sig posterne i spejderkorpset, forbi arbejdet tog mere og mere tid.
Alligevel lod han sig overtale til at etablere et FDF-museum. Han aftalte med Teknisk Skole, at alt det indsamlede materiale kunne opbevares her.
Efter tre år sker der noget på Randers Kloster. Der kommer ny forstander, som har været generalsekretær i FDF. I den forbindelse blev der en lejlighed ledig på klostret. Under forudsætning af, at lokalerne kunne godkendes af myndighederne, kunne museet indrettes her.
Børge fik det hele indrettet, og ledede efterfølgende museet i 25 år.
Spejderbevægelsen har hele hans liv fyldt meget. Han var virket som en ildsjæl og forbillede for mange unge spejdere.
Børge gik i folkeskole fra 1932-1940, hvorefter han kom i lære ved sin far, som møbelpolstrer i perioden 1940-1944.
Egentlig ville han hellere være købmand, men den gang rettede man sig efter sine forældre, og derfor blev han møbelpolstrer, så han kunne overtage faderens forretning.
Da han var udlært aftjente han sin værnepligt ved Den Kongelige Livgarde. Her blev han tilbudt at blive befalingsmand, men takkede nej. Han skulle hjem og passe forretningen.
Jobbet som møbelpolstrer var ikke nok for Børge. Derfor deltog han i et korrespondancekursus gennem to år som indendørsarkitekt. Her lærte han om boligindretning, og det kom ham til gode i jobbet som møbelpolstrer, og senere som faglærer på Teknisk Skole, hvor han underviste i boligindretning og dekoration.
Han har aldrig prøvet at være arbejdsløs. I 25 år drev han sin møbelforretning i Randers, og var senere underviser på Teknisk Skole i 10 år.
Sideløbende med det har han brugt oceaner af tid på arbejdet i FDF. Således var han leder af FDF-museet i 25 år.
Blev frihedskæmper
Et helt særligt kapitel i Børge Simonsens liv udspillede sig under besættelsen. Her traf han sammen med andre fra FDF, beslutning om at gå ind i modstandsbevægelsen.
Her kom han til at deltage i en sabotageaktion på havnen, som næsten gik galt.
Det drejede sig om bugserbåden ”Lille Bjørn,” som skulle uskadeliggøres. Tyskerne forsøgte at beslaglægge stort set alt, hvad der kunne sejle. Derfor var det angiveligt en ordre fra England, at skibet skulle sænkes.
De var fire mand, og alle var bevæbnede med pistoler. Så cyklede de to og to af sted for at møde en mand i krydset Mariagervej og Rådmandsbouvevard. Børge Simonsen fulgtes med Frantz Hartz.
Manden de mødte, og som de ikke kendte, beordrede dem ned på Kirketerpsvej ved sygehuset. Her skulle der komme en ambulance med udrykning, og den skulle standses, og ikke andet.
Da ambulancen var standset, dukkede der modstandsfolk op fra grøften, og gav chaufføren ordre på at forlade ambulancen.
Ambulanceføreren var ikke meget for at overlade ambulancen til modstandsfolkene, men ville gerne selv køre.
De bevæbnede frihedskæmpere kørte herefter i ambulance til hjørnet af Tolbogade og Fjordgade, hvor de skulle vente, mens Børge Simonsen og de tre andre tog deres cykler.
Han selv og en anden skulle standse trafikken, så ingen kom til skade, mens Børge Simonsen og Frantz Hartz skulle passe på, at der ikke kom tyske soldater fra Tøjhuset, som var besat af tyskerne, og lå kun 200 meter væk.
Det var aftalt, at der skulle affyres tre skud fra en bazooka, og når aktionen var slut, ville ambulancen komme igen, og Børge skulle sammen med Frantz hoppe ind i ambulancen, hvorefter de skulle køres væk.
Ambulancen kom ret hurtigt, men den susede lige forbi dem, og de to frihedskæmpere vidste ikke, hvad de skulle stille op. Våbnene blev gemt i nogle busker, og cyklerne stod et stykke væk. Dem turde de ikke hente.
Først senere på eftermiddagen gik de ud efter cyklerne, og da de kom til opgangen, hvor cyklerne stod, kom en dame ud, og fortalte, at hun havde passet på cyklerne. Hun havde set dem, og vidste hvad der skulle ske.
»Det var ikke en ufarlig aktion. Tyske soldater stod ombord på skibet og holdt vagt. Samtidig var der en tysk forlægning kun 200 meter væk« fortæller Børge Simonsen.
Modstandsfolkene kunne konstatere, at skibet ikke var blevet sænket, men blev beskadiget så meget, at det var sat ud af drift i 14 dage.
Der var modstandsfolk, som blev stukket, og endte nede i Tyskland. Det var forfærdeligt. Jeg så dem, da de kom hjem. Det er noget af det værste…
Børge Simonsen, tidl. modstandsmand
Befrielsen
Den 4. maj var der luftalarm midt på dagen, og om eftermiddagen ringede gruppeføreren, og beordrede Børge til at lave en vagtplan i forbindelse med overvågning af de tyske tropper på Viborgvej/Vesterboulevard
»Jeg var alene hjemme. Min far og storebror var i biografen. Mens jeg sad og lavede vagtplan, kom frihedsbudskabet i radioen. Det var meget bevægende, og da kom tårerne frem.«
Han bliver stadigvæk bevæget, når han tænker tilbage på det. Det var en stor lettelse. Befrielsen fjernede det kolossale pres, som havde lagt på ham og andre modstandsfolk, hvor de hele tiden var i fare for at blive arresteret, og udsat for tortur.
»Det sidste stykke tid sov jeg med en ladt maskinpistol, og jeg var klar til at bruge den hvis Gestapo skulle komme for at hente mig,« fortæller Børge.
50 års tavshed
»De første 50 år efter krigen, snakkede vi faktisk slet ikke om det. Det var kun hvis man mødte én, som også havde været med i modstandskampen,« fortæller Børge.
Allerede i 1945, lige efter krigen, bliver han spurgt, om ikke han ville komme og fortælle de unge spejdere om den tid, og det indvilgede han i.
Det blev det første og sidste foredrag. Han er flere gange blevet opfordret til at holde foredrag om sine oplevelser i modstandsbevægelsen.
»Det gør jeg ikke,« understreger han bestemt. »Jeg vil faktisk helst ikke konfronteres med det, og vil helst glemme det.
Han havde haft for mange ubehagelige oplevelser. Ikke bare for ham selv, men også for familien og mange af dem han kendte. Det har gjort for ondt at tænke på.
»Mange af dem jeg kendte, kom hjem fra de tyske koncentrationslejre og var fuldstændig nedbrudte. Når man tænker på de ar, som disse mennesker fik, fordi de blev tæsket og udsat for tortur, har været så forfærdeligt, og det vil jeg gerne have på afstand,« understreger den tidligere modstandsmand.
»Der var modstandsfolk, som blev stukket, og endte nede i Tyskland. Det var forfærdeligt. Jeg så dem, da de kom hjem. Det er noget af det værste….,« konstaterer Børge, og fuldfører ikke sætningen.
Børge Simonsen selv har taklet sine oplevelser gennem spejderaktiviteter.
Risikoen for at blive taget af tyskerne var reel. Ikke mindst på grund af de mange stikkere, som var i Randers. Derfor skulle han forberedes bedst muligt på at overleve, hvis han blev taget og sendt i tysk fængsel eller koncentrationslejr.
Derfor fik han ordre til at blive vaccineret mod de kendte sygdomme. Derfor skulle han gå ned til en lokal læge, og sige: ”Hilsen fra Frederiksen.”
Så vidste lægen godt, at der var tale om en modstandsmand, som kunne være i fare for at blive taget.
Det sidste stykke tid sov jeg med en ladt maskinpistol, og jeg var klar til at bruge den hvis Gestapo skulle komme for at hente mig
Børge Simonsen, tidl. modstandsmand
Var gift med Inge i 75 år
Som ganske ung mødte han den smukke pige Inge Birch. Børge blev hurtigt forelsket, og det var åbenbart gensidigt, for de blev forlovet kort tid efter, og senere gift den 11. marts 1950 i Sct. Mortens Kirke.
Blev i 1950 den 11. marts viet i Sct. Mortens Kirke til Inge Birch, som gennem alle årene har været kvinden bag Børge. Der kom to piger og en dreng. Senere er det blevet til fire børnebørn og fem oldebørn, som alle er flinke til at besøge ham.
Sidste år havde Børge den store sorg at miste sin hustru. De havde da været gift i 75 år. Huset på Bergmanstien blev for stort, og derfor har han købt en lejlighed ved Kollektivhuset i Randers.
Har aldrig kedet sig
Børge har hele tiden været i gang med noget, og har befundet sig godt med det. Han har aldrig kedet sig.
»Hele mit liv har der været nogen, som puffede på mig,« oplyser han.
Men hans omgangskreds har aldrig været i tvivl om Børges evner, og fortæller, at Børge behøver ikke nogen til at puffe på. Han kan selv.
Hverdagen
Han står op hver dag klokken 7:00, hvor han går i bad, og til slut slukker han for det varme vand, og tager et koldt brusebad, hvorefter han spiser sin morgenmad.
Han har gået meget i kirke, men det sker ikke så ofte mere. Det kniber lidt med bentøjet. I stedet ser han morgenandagten hver morgen, og læser herefter avisen.
Endvidere læser han meget. I øjeblikket er han i gang med det digre værk ”Den lange vandring af Poul Borchsenius.
Den 1. august 2025 solgte Børge sit hus på Bergmanstien i Hornbæk og flyttede i ejerlejlighed på Kollektivhuset i Randers.
Hædret med medaljer
Børge har aldrig gjort noget væsen af sig selv. Af venner og bekendte bliver han karakteriseret som beskeden og ydmyg, og har aldrig selv lagt vægt på sin rolle som modstandsmand.
Efter 56 år fik han endelig den hæder, som han fortjener. Han blev tildelt Niels Ebbesen medaljen ved en ceremoni på det gamle rådhus i Randers.
Sidste år blev han dekoreret med en medalje, som blev uddelt til alle nulevende modstandsfolk. Det var Frihedskampens Veteraners Mindefond som hædrede modstandsfolkene for deres indsats under besættelsen. Medaljen blev overrakt af historiker Jakob Tøtrup Kjærsgaard på Hvidsten Kro.
Medaljeoverrækkelsen skete i overværelse af H.M. Dronning Margrethe.
Åben reception
Dagen fejres med åben reception i lokaler i Kollektivhuset fra klokken 10:30 – 14:00. Her vil der være et glas vin og en kransekage.
Børge Simonsen indbefatter alt af det, som betegnes som hædersmand. Herfra beder vi ham modtage vor respektfulde honnør for sin indsats for Danmarks frihed.
