Torsdag 31. august besøger H.M. Dronningen Randers på sensommertogtet med Kongeskibet Dannebrog.
»Det glæder vi os enormt meget til. Det bliver en fantastisk dag. Et sommertogtsbesøg består både af en modtagelse og mulighed for at vise vores Dronning nogle af vores mange spændende steder, særlige projekter og vores udvikling. Det bliver en festlig dag, hvor mange får mulighed for at være med i oplevelser undervejs,« siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune.
Kongeskibet Dannebrog vil ankomme til Randers Havn den 31. august som led i sensommertogtet, der begynder i Vordingborg Kommune den 29. august. Sensommertogtet slutter i Fredericia Kommune den 1. september.
Det cirka 80 meter lange kongeskib fungerer under sommertogterne som Majestætens residens, og her vil Dronningen afholde reception om aftenen under besøget.
Sidste gang et sommertogt med Kongeskibet Dannebrog gik til Randers Kommune var 14. september 2010.
»Der er sket rigtig meget i vores område siden dengang. Og det glæder jeg mig til, at vi skal vise Dronningen noget af,« siger Torben Hansen.