11.4 C
Randers
søndag, maj 5, 2024

Historisk fund i Haverslev

Da Linda Marie Lund og hendes mand fra Haverslev ville renovere det gamle mejeri, som de havde overtaget, fandt de noget spændende.

Manden ville udskifte nogle dørkarme. Da de gamle blev brækket ned, væltede det ud med gamle aviser, som givet har tjent som isolering i den ældre ejendom.

Aviserne lå bare i vejen, så manden gav dem til Lindas fætter, da han måske var interesseret i at se dem.

Da Linda erfarede det, fik hun straks fat i fætteren, og bad om at få de gamle aviser tilbage.

Det fik hun, og det skulle både hun og familien Fiil på Hvidsten Kro blive glade for.

Blandt aviserne er en original udgave af Politiken fra den 17. juli 1945.

I avisen var en artikel, som indeholdt et referat fra bisættelsen af de otte henrettede medlemmer af Hvidstengruppen, som fandt sted den 16. juli 1945.

Linda Marie Lund var ikke et sekund i tvivl om, at avisen skulle foræres til familien Fiil på Hvidsten Kro.

Fredag den 4. februar besøgte hun så Hvidsten Kro, hvor avisen blev overdraget til kroejer Søren Fiil, som er Marius –og Gudruns oldebarn.

Familien Fiil har i forvejen en stor scrapbog med masser af spændende udklip. Men netop denne artikel var ikke i samlingen.

Søren Fiil er glad for, at der stadigvæk kan fremkomme ting og sager, som har relation til Hvidstengruppen. Derfor blev avisen fra Linda modtaget med glæde.

Artikel fra 17. juli 1945, om gravsætningen af de otte henrettede medlemmer af Hvidstengruppen

Teksten i artiklen

De otte Henrettede fra Hvidsten ført hjem

Deres Urner gravsat i Mindelund i Hvidsten ved en gribende Højtidelighed.

Urnerne af de otte Faldne fra Hvidsten-Gruppen blev i Eftermiddags gravsat i en Mindelund i Hvidsten ved en gribende Højtidelighed. Urnerne førtes fra Randers Banegaard, fulgt gennem Byen af Tusinder af Mennesker og af Detachementer fra Politiet, Modstandsbevægelsen og den engelske Marine, og overalt vajede Flagene paa halv Stang. Ved Bygrænsen holdt Byleder Løjtnant Lonsdale en kort Tale, hvori han takkede Hvidsten-Gruppens Folk, fordi de havde været Pionerer for Vaabennedkastningen i Jylland og givet andre et lysende Eksempel.

Derpaa førtes Urnerne til Hvidsten, fulgt af de Faldnes Familier i Biler. Toget modtoges i Hvidsten By af hele Sognets Befolkning, ligesom Snese af Faner var samlet. Unge hvidklædte Piger strøede Blomster paa Vejen, og ved Mindelunden samledes foruden Beboere Tusinder af Mennesker rundt om fra hele Jylland

                  Jyder, der blev Helte, da Danmark kaldte

Højtideligheden indledes med, at Provst Exner, Hald, indviede Mindelunden til Begravelsesplads, hvorpå Urnerne af Slægt og Venner blev baaret paa Plads. Efter Salmen ”Kirkeklokke ej til Hovedstæder” talte Pastor Christensen, Spentrup. Han udtalte blandt andet:

– Besættelsesaarene er kaldt fem forbandede Aar, men det er forkert at kalde en Tid forbandet, hvor Mand ved Mand rejste sig til offervillig Kamp. Selv om I otte ikke kan høre vore Ord i dag, byder vi jer velkommen hjem til Hvidsten med Tak for jeres Daad. Hvor vilde vi gerne være løbet jer i Møde og have trykket jeres Hænder I stilfærdige Jyder, der blev Helte, da Danmark kaldte. Vejen her fører forbi de fleste af de Faldnes Hjem. Intet Sted i Danmark findes der en Smerternes Vej som denne. Husk det, I unge og Børn, der er samlet her, at disse otte døde, for at vi andre kunde leve.

Efter Sang af Kgl. Operasanger Einar Nørbye afsløredes en Mindesten, der efter Ordene ”Daad for Danmark bragte Dag” bærer de otte Faldnes Navne, og Linjerne: Den 29. Juni 1944 faldt de for Tyske Kugler. Dyrebart er deres Minde for Danmark.

Utallige Kranse og Blomsterbuketter hobede sig i Eftermiddagens Løb op ved Mindelunden. Alene af signerede Kranse var der over 200 rundt om fra hele Landet. Efter at der var talt af en Række af Egnens Folk, der takkede Gruppen for dens Indsats, og af Medlemmer af Familien, der takkede for Mindestenen, samledes en række indbudte paa Hvidsten Kro, hvor Fru Gudrun Fiil var Vært ved en Middag

Video fra facebooksiden: Hvidstengruppen

.

Relaterede artikler

Nyeste artikler