16.9 C
Randers
søndag, april 28, 2024

Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN markerer befrielsesaftenen

Den 4. maj 2022 er det 77 år siden, at Danmark igen blev frit. For at fejre befrielsesdagene og i respekt for de kæmpende under besættelsen af Danmark i 1940-1945 markerer og festligholder Hjemmeværnet befrielsen med kranselægning og mindehøjtideligheder over hele landet.

Kompagnichef, kaptajn Finn Bødtker udtaler:

»Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN, der dækker Randers Kommune, er en moderne hærhjemmeværnsenhed, som uddanner sig til at løse hærhjemmeværnets kerneopgaver inden for bevogtning og støtte til det øvrige totalforsvar og det civile samfund.«

Finn Bødtker fortæller, at Hjemmeværnets særkende er engagement, fælles ansvar og kammeratskab, og der lægges vægt på kvalitet og dybde i deres aktiviteter, og har fokus på den enkeltes uddannelses- og udviklingsønsker.

»Hjemmeværnet er et barn af modstandsbevægelsen, og også de holdninger og værdier, som modstandsfolkene kæmpede for: Fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder. Værdier der i disse dage også kæmpes for andre steder i verden,« udtaler kompagnichefen.

Finn Bødtker erklærer, at befrielsesdagene minder os om en sejr over terror og undertrykkelse – over diktatur og racisme – og minder os også om at hvis vi ikke tager stilling og kæmper for alt, hvad vi har kært – så er der et alternativ, som er langt mindre ønskværdigt.

»Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN bærer historien med os gennem vores medlemmer og gennem vores navn. Vi finder det hvert år naturligt at markere befrielsesaftenen ved at nedlægge en krans ved mindestenen for Hvidstengruppens henrettede medlemmer samt ved at deltage i mindehøjtideligheder i vores område,« slutter kaptajn Finn Bødtker.

Lokalt markerer Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN befrielsesaftenen som følger:

Kranselægning ved mindelunden i Hvidsten

4. maj klokken 19:30, Mariagervej, Hvidsten, 8981 Spentrup.

Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN stiller sammen med andre hjemmeværnsenheder bl.a. fra Hjemmeværnskompagni MARIAGERFJORD samt Danmarks Veteraner Kronjylland med fanekommando og fakkelvagt. Kransen vil blive lagt af kompagnichef kaptajn Finn Bødtker, som også vil holde en kort mindetale.

Alle interesserede er velkomne til at overvære kranselægningen.

Arkivfoto

Endvidere deltager Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN i:

Blomsterlægning ved Mindekorset, Randers

4. maj klokken 9:00, Kristrup Engvej, 8960 Randers SØ

Mindekorset er rejst for Carlo Randrup Thomsen, der mistede livet efter en træfning mellem besættelsesmagten og danske frihedskæmpere den 16. april 1945.

Sammen med Randers Marineforening lægger medlemmer af Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN en mindebuket.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i blomsterlægningen.

Arkivfoto

Blomsterlægning ved Frihedsmonumentet, Skovbakken, Randers

4. maj klokken 17:00, Skovbakken, Østervangsvej, 8900 Randers

Frihedsmonumentet er rejst i 1949 for at ære de frihedskæmpere fra Randers Amt der døde under 2. verdenskrig.

Medlemmer af Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN lægger en mindebuket. Alle interesserede er velkomne til at deltage i blomsterlægningen.

Arkivfoto

Kranse- og blomsterlægning på Nordre Kirkegaard Randers:

4. maj klokken 17:30, Nørrebrogade 94, 8930 Randers NØ 

Medlemmer af Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN lægger en krans for faldne frihedskæmpere og en buket for omkomne i tyske koncentrationslejre.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i kranse- og blomsterlægningen.

Arkivfoto

Mindehøjtidelighed ved Mindelunden, Skæring Hede:

4. maj klokken  19:00, Åstrup Strandvej, 8541 Skødstrup

Svend Christian Johannesen, Oluf Akselbo Kroer, Anders Wilhelm Andersen, Otto Manly Christiansen og Georg Mørch Christiansen blev henrettet her den 2. december 1943.

Mindehøjtideligheden er arrangeret af Garnisonskommandanten i Århus samt Aarhus Samvirkende Soldaterforeninger. Mindehøjtideligheden er arrangeret af Garnisonskommandanten i Århus samt Aarhus Samvirkende Soldaterforeninger med deltagelse af en lang række faner samt Marinehjemmeværnets Musikkorps.

Medlemmer af Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN står æresvagt ved Randers Terrænsports fane, der bærer navne på faldne medlemmer.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i mindehøjtideligheden.

Arkivfoto

Mindehøjtidelighed ved Flemming Junckers Mindesten, Overgaard Gods

4. maj klokken 19:00 Vejkryds Fl. Junckers Vej/Vesterskovmark, 8970 Havndal 

Mindehøjtideligheden er arrangeret af Garderforeningen for Randers By og Omegn

Der vil være kranselægning af Hjemmeværnskompagni HVIDSTEN samt fællessang og tale ved tidligere direktør på Overgaard Gods Claus Berggren.

Mariagerfjords Kammerkor synger, og aftenen slutter med kaffebord i Tårnsalen på Overgaard Gods.

Alle interesserede er velkomne til at deltage i mindehøjtideligheden.

Arkivfoto

Relaterede artikler

Nyeste artikler