4.2 C
Randers
fredag, april 19, 2024

Højtuddannede fik øjnene op for Randers som arbejdsplads

125 højtuddannede fra Aarhus og Aalborg besøgte Randers onsdag 21. september 2022. De var kommet for at tale med 29 lokale virksomheder og høre om mulighederne for at gøre karriere i Randers.

Borgmester Torben Hansen var mødt op for at åbne ’Karrieredagen for Højtuddannede 2022,’ og straks efter åbningstalen startede dialogen rundt om bordene i virksomhedernes stande, hvor de højtuddannede og virksomhederne blev klogere på hinanden. De højtuddannede, som deltog, var både jobsøgende dimittender og kandidatstuderende primært fra Aarhus og Aalborg Universitet.

Alternativ måde at søge job på

Én af dem som var på besøg i Randers, var Sarah Bech fra Aarhus. Hun er uddannet journalist og havde taget turen til Randers for at blive klogere på jobmulighederne.

»Jeg er kommet, fordi jeg gerne vil vide mere om jobmulighederne og virksomhederne. Jeg kan blive klogere på, hvad virksomhederne har brug for og tale med virksomheder, som jeg ikke i første omgang havde overvejet at søge hos,« siger Sarah Bech.

Selvom hun bor lidt skidt i forhold til at komme hurtigt til Randers, synes hun ikke, at de tre kvarters rejsetid er et problem. Og hun kunne godt se sig selv gøre karriere i kommunen.

»Jeg har en liste over virksomheder, jeg gerne vil tale med. Jeg har allerede præsenteret en konkret idé for en virksomhed til, hvad jeg kan gøre for dem, og det var de begejstrede over. Karrieredagen er en alternativ måde at søge job på, og jeg bliver klogere på virksomhedernes behov og måden de tænker på i forhold til at ansætte nye medarbejdere,« siger Sarah Bech.

Virksomheder møder mange kandidater

Softwarevirksomheden Axacon A/S fra Randers var en af de lokale virksomheder, som deltog på Karrieredagen.

»Vi vil rigtig gerne være i kontakt med kandidaterne og høre hvad deres forventninger er, når de står og skal finde et job, og hvad der betyder noget for dem i forhold til fx arbejdsmiljø, fleksibilitet og arbejdskultur. Så kan vi blive bedre til at fortælle, hvordan vi gør de ting, som betyder noget for kandidaterne. Det er både en mulighed for at skabe relationer til eventuelt kommende medarbejdere, og samtidigt er det en mulighed for at give dem sparring på, hvordan de præsenterer sig og møder virksomhederne på en god måde,« siger Ulrik Gavlshøj Petersen, direktør og medejer af Axacon, som selv repræsenterede virksomheden og talte med de fremmødte kandidater.

Axacon har været med på Karrieredagen tre gange tidligere.

»Sidste år havde vi rigtig god dialog med kandidater til Karrieredagen, og derefter gik det meget stærkt. I løbet af et par uger havde vi ansat og onboardet en ny konsulent, som stadigvæk arbejder hos os,« siger Ulrik Gavlshøj Petersen.

Karrieredagen er arrangeret af Randers Kommune i samarbejde med Erhverv Randers i tæt sammenspil med Akademikerkampagnen og universiteterne i Aalborg og Aarhus.

Relaterede artikler

Nyeste artikler