2.6 C
Randers
lørdag, april 20, 2024

Hotel Randers går forrest for at sprede god, hyggelig stemning i en ellers grå og usikker tid

I en tid, hvor det ikke ligefrem vrimler med positive nyheder i medierne, er der brug for at benytte enhver mulighed for at dyrke glæde, fest og fællesskab.

Hotel Randers har igennem de seneste år skruet op for blusset, hvad angår arrangementer i huset. Og tiden frem mod den store, klassiske nytårsfest bliver ingen undtagelse.

»Vi har lagt i kakkelovnen til et par aktive og festlige måneder frem mod jul og nytår. Og vi er glade for at kunne præsentere en bred vifte af arrangementer, hvor der med sikkerhed er underholdning for enhver smag i hotellets forskellige lokaliteter,« fortæller hoteldirektør Sven Nørskov Eskildsen.

Han fortsætter: »Vi har allerede tyvstartet med den gode julestemning og har traditionen tro haft Bering Blomster til at julepynte hotellet på smukkeste vis. Det blev markeret med en kreativ workshop, hvor ca. 60 gæster fik masser af tips og tricks til juledekorationen af hovedmanden bag Bering Blomster, Bjarne Als. Det er fantastisk at opleve, hvordan de kreative mennesker fra Bering Blomster formår at trylle overdådig julestemning frem i vores klassiske rammer.«

Masser af fest og julestemning

Julestemningen fortsætter med masser af julefrokoster og ikke mindst den legendariske Julejazz tradition, hvor kapelmester Heine Hot 14., 15. og 16. december swinger taktstokken bag kvartetten ”Hots Julekapel.”

Som noget nyt inviterer hotellet i år også til gratis eftermiddags-baggårds-koncerter den 6. og 20. december, hvor henholdsvis et kor og et blæseorkester optræder med julens sange og salmer fra kl. 17-18.

Hornsleth baren bliver naturligvis igen i år et naturligt samlingspunkt for Randrusianere i festhumør, når der bydes indenfor til kulørte cocktails og gode vine.

Selve nytårsaften brager det løs i hotellets store sal med gourmet-mad og festlig stemning som afslutning på 2022.

Et festligt 2023 venter lige om hjørnet

Når vi har lagt 2022 bag os kan Hotel Randers allerede nu løfte sløret for et par spændende live-arrangementer der er lagt i event-kalenderen til 2023.

TV2 legenden Steffen Brandt gæster hotellet den 28. januar 2023 og byder på masser af kendte klassikere. Og den 14. april får hotellet besøg af Hardinger Band, der giver den gas med det store bagkatalog af populære Shubidua sange. Begge arrangementer starter med en lækker middag inden koncerten.

»Vi glæder os til at byde inden- og udenfor til masser af spændende arrangementer – og frem mod jul er alle naturligvis velkomne til at kigge ind og nyde resultatet af Bering Blomsters flotte arbejde med at julepynte hotellet,« slutter Sven Eskildsen.

Relaterede artikler

Nyeste artikler