14.6 C
Randers
mandag, november 25, 2024

Hundelegeplads er ikke bare en legeplads for hunde. Den giver deres mennesker nye venskaber

På Lene Bredahls Gade løber små, store og middelstore hunde rundt mellem hinanden og boltrer sig. Halerne logrer beviser at de er glade og tilfredse.

De legesyge hunde og deres ejere har netop indviet hundelegepladsen ved Toldbodgade. Det er ”Foreningen for den sociale hundelegeplads,” som har taget initiativ til legepladsen.

Lørdag var der officiel indvielse af den sociale hundelegeplads i Randers. Den har i lyntempo udviklet til en af de mest populære hundelegeplader i hele Randers Kommune.

Både de firbenede og tobenede fik godbidder i form af pølser, og væske til at slukke tørsten.

Selvom der var varmt, var hundene ikke i stilstand ret længe ad gangen. Tiden skulle benyttes til at lege med hinanden.

I april måned modtog foreningen 12.000 kroner fra Frivilliginitiativet 2024, og de penge vil foreningen gerne bruge på at få mulighed til at udvide legepladsen til mere end det dobbelte.

»Vi vil gerne have mere plads, så vi kan lave forskellige aktiviteter med hundene. f.eks. agility,« fortæller Amalie Lykke Sørensen, som er formand for foreningen, og ejer hunden Nala.

Senere har foreningen fået yderligere 19.464 kroner fra Nordea samt 59.500 kroner fra Sparekassen Danmark.

Egentligt har foreningen eksisteret siden december sidste år. Igennem længere tid havde flere hundeejere sat hinanden stævne på området, og det viste sig at blive til langt mere end blot leg med hunde.

»Vi havde længe snakket om at stifte en forening, men det blev aldrig til noget. En aften besluttede vi så, at det var på tide at handle, og det gjorde vi så,« supplerer Trine.

»Alle som kom der, snakkede om hvor hyggeligt det var at komme der, og når vi var sammen, løb tiden bare af sted. Vi snakkede og hundene legede,« fortæller Amalie.

Efterhånden opstod der et tæt venskab mellem de personer og de hunde som dukkede op.

»I takt med at hundeejerne udviklede et større kendskab til hinanden, og der blev indgået venskaber, blev det vigtigt for at, markere den sociale betydning, legepladsen har for os,« fortæller Amalie Lykke Sørensen.

Trine Munkholm som også er medlem af bestyrelsen fortæller, at hendes hund Effi godt ved hvor de skal hen, når hun kommer med snoren.

»Jeg bliver nærmest trukket af sted. Og omvendt må jeg nærmest trække hende, når vi skal hjem,« griner Trine.

Bestyrelsesmedlem Brian Lund Jensen kom også forbi med hunden Bella.

»Jeg er aldrig kommet noget sted, hvor jeg har mødt så meget varme. Vi faldt straks i hak, og jokede med hinanden. Og det var en gensidig varme,« fortæller Brian, som fortæller, at han nogle gange først var hjemme klokken 22 om aftenen.

Det er ikke bare menneskene som får venner. Også blandt hundene opstår der en god kemi.

Skulle der opstå en situation, hvor nogle hunde ikke kan sammen, er ejerne gode til at spotte det, og tage hånd om situationen. Det sker ved at hundene får en ”time-out.”

At have et hundeliv er ikke nødvendigvis noget negativt. Det er tydeligt, at hundene på den sociale legeplads har et godt hundeliv, og får meget kærlighed fra ejerne. Men kærligheden går også den anden veje. Der bliver uddelt masser af hundekys, som bevis for ægte kærlighed.

Relaterede artikler

Nyeste artikler