3.6 C
Randers
fredag, april 19, 2024

Hver tredje rammes: Psykiske lidelser i fokus på Sindets Dag

På Sindets Dag mandag den 10. oktober 2022 slår Psykiatriens Hus dørene op. Alle interesserede er velkomne til at komme og få smagsprøver på husets mange tilbud og opleve talrige oplæg.

Hver tredje rammes

Ifølge Psykiatrifonden rammes hver tredje dansker af psykisk sygdom på et tidspunkt i livet. Flere end 700.000 voksne viser symptomer på det hvert år. Og rigtig mange er pårørende til mennesker med psykiske lidelser. Det kan være alt fra angst, depression og stressrelaterede tilstande til borderline, spiseforstyrrelser og skizofrenidiagnoser.

Derfor håber leder af Center for Psykiatri og Socialt Udsatte i Randers Kommune, Tine Horn, at rigtig mange vil deltage i Sindets Dag.

»Vi håber, at alle, som vil vide mere om Randers Kommunes tilbud til mennesker med psykiske udfordringer, vil møde op i Psykiatriens Hus og opleve mulighederne. Deltagerne kan høre rigtig mange forskellige oplæg i løbet af dagen blandt andet om forfatter Birgithe Holses kamp mod depressionen. Samtidigt kan de prøve et væld af aktiviteter, som er smagsprøver på husets tilbud, fx øreakupunktur, bungee fitness, yoga og mindfulness,« siger Tine Horn.

Lighed i sundhed

Sindets Dag er den danske version af den internationale World Mental Health Day, som afholdes over hele verden hvert år i oktober. I år er temaet for dagen “Gør mental sundhed og velvære for alle til en global prioritet”.

Sindets Dag i Randers har undertemaet “Lighed i Sundhed”, som skal styrke sundheden hos psykisk sårbare og udsatte borgere. De har i højere grad end andre mennesker øget sygdom, dårligere livskvalitet og kortere liv.

»Der er behov for et stærkt og vedvarende fokus på styrkelse af sundheden hos denne gruppe af borgere. Uligheden skyldes blandt andet de udsatte og sårbare borgeres evne til og muligheder for at navigere i sundhedsvæsnet, ligesom de også kan have svært ved at benytte de eksisterende tilbud,« siger Tine Horn, og tilføjer:

»Derfor håber vi, at dagen vil bidrage til at skabe opmærksomhed og endnu bedre forståelse for mental sundhed. Vores særlige fokus på, hvordan vi kan styrke sundheden for dem, som kæmper med psykiske udfordringer, er også et gennemgående tema for Randers Kommunes kommende plan for psykiatri- og udsatteområdet,« slutter Tine Horn.

Dagen er arrangeret af SIND Randers og Center for Psykiatri og Socialt Udsatte i Randers Kommune.

Programmet for Sindets Dag

Sindets Dag foregår 10. oktober 2022 i Psykiatriens Hus, Gl. Hadsundvej 3 i Randers.

Se hele programmet her

Relaterede artikler

Nyeste artikler