-3.7 C
Randers
torsdag, november 21, 2024

Idømt bøde for at have brudt navneforbud i sag fra Kirkerup

En 49-årig kvinde fra Randers er ved Retten i Randers blevet idømt en bøde på 25.000 kroner for at have offentliggjort navn og billede på den sigtede 33-årige mand i sagen fra Kirkerup, der i juni 2024 blev kendt skyldig i flere alvorlige forhold og idømt fængsel på livstid. Kvinden erkendte sig skyldig.

Mandag den 17. april modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en borger havde brudt navneforbuddet i en verserende straffesag fra Kirkerup på Sjælland, da hun kl. 20.30 havde offentliggjort både navn og billede af den sigtede i sagen på det sociale medie Facebook.

Vedkommende – en 49-årig kvinde – blev derfor af Østjyllands Politi sigtet for at have overtrådt navneforbuddet i sagen, som var blevet nedlagt af Retten i Næstved under et grundlovsforhør tidligere på formiddagen den samme.

Onsdag den 30. oktober er den 49-årige kvinde, der kommer fra det nordvestlige Randers, blevet kendt skyldig i sagen og ved Retten i Randers blevet idømt en bøde på 25.000 kroner for at have brudt navneforbuddet.

»Rettens afgørelse viser med al tydelighed, at det naturligvis er strafbart at overtræde et navneforbud i en verserende sag. Det er ikke uden grund, når der bliver nedlagt et navneforbud i en straffesag, og derfor er jeg naturligvis også tilfreds med, at kvinden nu også er blevet idømt en bøde for at have overtrådt navneforbuddet i den konkrete sag fra Kirkerup,« siger anklagerfuldmægtig Simon Frier fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Den 49-årige kvinde slettede efterfølgende sit opslag, da hun ifølge egen forklaring blev gjort bekendt med, at det var ulovligt, men Retten i Randers fandt det alligevel bevist, at opslaget var blevet delt, mens navneforbuddet var aktuelt, og at delingen derfor var strafbar.

»Foruden rettens vurdering af, at den 49-årige kvinde var skyldig i det rejste forhold, er jeg også tilfreds med, at retten fandt, at bøden skulle udmåles til 25.000 kr., da det er groft at overtræde et navneforbud,« siger anklagerfuldmægtig Simon Frier.

Navneforbud i sagen fra Kirkerup blev ophævet 24. april 2024, og den 33-årige sigtede og senere tiltalte mand i sagen blev i juni kendt skyldig i de alvorlige forhold og idømt fængsel på livstid.

Flere lignende bøder til andre borger

Den 49-årige kvinde fra det nordvestlige Randers er ikke den eneste, der er blevet idømt bøde for at have brudt navneforbuddet i den konkrete straffesag fra Kirkerup.

I august blev en 64-årig mand fra Løgstør idømt en bøde på 15.000 kroner ved Retten i Aalborg for at bryde navneforbuddet i sagen. Det samme gjorde en 33-årig kvinde fra Fredericia ved Retten i Kolding – også i august.

Den 49-årige kvinde erkendte sig skyldig i at have overtrådt navneforbuddet i sagen. Hun har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen til landsretten.

Kirkerupsagen handler om gerningsmanden som blev dømt livsvarigt fængsel for drab, forsøg på langvarig frihedsberøvelse, forsøg på voldtægt under særligt skærpende omstændigheder samt usømmelig omgang med lig i forbindelse med den 17-årige Emilie Mengs forsvinden fra Korsør Station i juli 2016. Trusler med kniv, vold, forsøg på langvarig frihedsberøvelse samt forsøg på voldtægt af en 15-årig pige i Sorø i november 2022. Grov vold, langvarig frihedsberøvelse, drabsforsøg, ulovlig tvang samt voldtægt under særligt skærpende omstændigheder af en 13-årig pige, der forsvandt i Kirkerup i april 2023.

Relaterede artikler

Nyeste artikler