4.7 C
Randers
mandag, december 9, 2024

Idømt fængsel for lang række butikstyverier og knivstik

En 19-årig mand er ved Retten i Randers blevet idømt et år og ni måneders fængsel for blandt andet at have begået en lang række butikstyverier. Butikstyverierne er blandt andet blevet begået i flere forskellige aarhusianske bydele og vurderes til at have en samlet værdi af omkring 300.000 kroner.

Ved Retten i Randers blev en 19-årig mand tirsdag dømt for en lang række lovovertrædelser og særligt for at have begået i omegnen af 50 forskellige butikstyverier til en samlet værdi af flere hundrede tusinde kroner.

Foruden de mange butikstyverier blev den 19-årige også kendt skyldig i at have stukket en ældre mand i overarmen med kniv, hvilket han dermed også blev idømt fængsel på baggrund af.

Han havde forud for retsmødet erkendt sig skyldig i forholdene.

»De mange butikstyverier er blevet begået over en længere periode og været til stor frustration for de butiksdrivende, og derfor er det også fint, at den 19-årige nu har fået sin dom i sagen, og at han er blevet idømt en passende straf på knap to års fængsel,« siger anklagerfuldmægtig Jakob Christensen fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Har stjålet varer fra diverse forretninger

I langt de fleste tilfælde af de rejste tyveriforhold har den 19-årige stjålet for nogle hundrede eller få tusinde kroner, men ved at lægge alle forholdene sammen blev den 19-årige idømt fængsel for systematisk at have stjålet letomsættelige varer for omkring 300.000 kroner samlet.

Tyverierne er blandt andet blevet begået mod supermarkeder, tankstationer, byggemarkeder og diverse øvrige butikker i Tranbjerg J, Harlev J, Tilst, Aarhus C, Randers, Hørning, Galten samt flere øvrige østjyske byer og bydele.

Der var derudover også flere forhold fra bl.a. Aalborg og fra forskellige byer i det midtjyske.

Den 19-årige blev dømt til at betale sagens omkostninger samt erstatning for flere tusinde kroner til de forurettede butikker.

Ved Retten i Randers blev han desuden idømt et kørselsforbud efter påstand fra Anklagemyndigheden på baggrund af flere tilfælde af færdselslovsovertrædelser, som han også var tiltalt for ved Retten i Randers.

Stak mand i overarm med kniv

I forbindelse med et butikstyveri mod et supermarked på Djursland den 23. januar 2024 skete der en konfrontation med en 59-årig mand, som den 19-årige efterfølgende stak i overarmen med en kniv.

Den 59-årige kom ikke umiddelbart alvorligt til skade, men politiet var hurtigt fremme på stedet og fik et signalement af gerningsmanden. Den 19-årige gerningsmand blev anholdt senere på aftenen, inden han dagen efter blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i sagen.

Han har siddet varetægtsfængslet i sagen siden da, og skal forblive fængslet efter dom.

Relaterede artikler

Nyeste artikler