3.5 C
Randers
søndag, december 22, 2024

Inger Støjberg er ikke kandidat til formandspost i DF

Tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg kommer ikke til at stille op som formandskandidat for Dansk Folkeparti, og hun har ikke meldt sig ind i partiet.

Det oplyser partisekretær Steen Thomsen fredag. Fredag ved midnat er fristen for at melde sig som kandidat til formandsposten i partiet. Her skal eventuelle kandidater også kunne præsentere et tilstrækkeligt antal stillere i partiet.

Indtil videre har fire kandidater meldt sig som kandidater. Flere i partiet har åbent inviteret Inger Støjberg til også at stille op.

Men på baggrund af en takkemail, som hun ifølge Jyllands-Posten har sendt til partiets folketingsgruppe og ansatte, og fordi hun ikke er meldt ind i partiet, konkluderer Steen Thomsen, at Inger Støjberg altså ikke er eller bliver formandskandidat.

I en SMS til Berlingske bekræfter Inger Støjberg, at hun ikke er kandidat til formandsposten.

Tidligere har partiet også givet Inger Støjberg et jobtilbud om at arbejde for partiet. Det har hun ikke svaret på, oplyser Steen Thomsen fredag.

Dansk Folkeparti skal vælge ny formand 23. januar. Det sker, efter at formand Kristian Thulesen Dahl har meldt sin afgang.

Af de fire, der har meldt sig som mulige afløsere for Kristian Thulesen Dahl, er kun en enkelt  medlem af Folketinget. Det er partiets politiske næstformand, Morten Messerschmidt.

Derudover har to medlemmer af partiets hovedbestyrelse meldt sig. Det er Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, der begge tidligere har været medlemmer af Folketinget for partiet.

Den sidste, der gerne vil være formand for Dansk Folkeparti, er Erik Høgh Sørensen, der tidligere har siddet i partiets hovedbestyrelse.

Relaterede artikler

Nyeste artikler