4.1 C
Randers
søndag, november 24, 2024

Debat: Jeg er ordblind …. og hvad så?

Læserindlæg af Lise-Lotte Leervad Larsen, Formand for Skole og Uddannelse, Byrådsmedlem S

At være ordblind må ikke være et tabu!

Det var budskaberne fra underviserne på Randers Kommunes Ordblinde Bootcamp, som mandag den 24. januar blev skudt i gang for anden gang i dette skoleår.

Som formand for skole og uddannelse var jeg inviteret på besøg for at sige et par ord til de unge mennesker, og samtidig fik jeg mulighed for at lytte lidt med.

Budskabet er klart: Selvom du er ordblind, så kan du alt.

Det faldt godt i tråd med budskabet i min tale til de unge mennesker.

“Jeg ved godt, at det ikke altid er lige sjovt at gå i skole – det var det heller ikke, da jeg gik i skole. Men for jer har det måske været ekstra svært, indtil I fandt ud af, at I var ordblinde.

Jeg har hørt andre unge fortælle, at de bare gerne ville være ligesom alle de andre i klassen.

I kender nok alle sammen Gummi Tarzan. Han syntes også, at det der med at lære bogstaver var kedeligt.

Gummi Tarzans lærer vidste ikke, at Gummi Tarzan var ordblind. I stedet for at prøve at forstå det Gummi Tarzan sagde, så sagde hans lærer bare ”at I skolen bliver man nødt til at lære det, der står i bøgerne”

Men når Gummi Tarzan kiggede på bogstaverne, så myldrede de rundt på papiret som myrerne i en myretue….

Men at være ordblind behøver ikke at betyde, at skolen skal være kedelig og svær – for der findes heldigvis rigtig mange hjælpemidler, som kan hjælpe jer.

Vores hverdag er propfyldt med ord, og derfor er det vigtigt, at I får den hjælp og lærer de hjælpemidler at kende, som I har brug for.

For ikke så længe siden så jeg et program i fjernsynet. Her fulgte vi 4 forskellige voksne, som var ordblinde.

En af deltagerene, en ung dreng på 18 år blev spurgt om, hvad han drømte om, da han gik i skole – hans svar var:

”Jeg har ikke drømt om noget – det har de pillet fra mig”.

Det gjorde indtryk – for vi skal alle sammen drømme.

Derfor vil jeg sige til jer, at jeres kamp med ordene ikke må stå i vejen for jeres drømme.

Tænkt fx på:

● H.C.Andersen

● Håndboldspiller Rikke Iversen

● Bubber

● X-factor dommer Thomas Blachman

De har alle opnået stor succes på trods af, at de er ordblinde.

Skolens vigtigste opgave er at sikre, at I trives og har det godt, mens I er i skole. Og vi skal også hjælpe jer med at blive så dygtige, som I kan.

Derfor skal vi have fokus på at gøre undervisningen mere ordblindevenlig.

Og vi har brug for jeres hjælp til at blive dygtigere til at hjælpe jer.

Derfor håber jeg, at hvis I synes noget er svært i undervisningen – så tag fat i jeres lærer, så hun kan hjælpe jer. For nogle gange kan det være svært for os, som ikke er ordblinde at huske og forstå, hvordan I har det”

Næste gang vi holder Ordblinde Bootcamp er i uge 40. Har du et barn eller ung i folkeskolen, som er ordblind, og som gerne vil med på bootcamp, så tag fat i skolen eller klasselæreren.

Relaterede artikler

Nyeste artikler