På Museum Østjylland mener de det virkelig, når de siger, at museet er for alle. Og det gælder selvfølgelig også de mindste og allermindste gæster.
På Museum Østjylland mener de det virkelig, når de siger, at museet er for alle. Og det gælder selvfølgelig også de mindste og allermindste gæster. Så medarbejderne går og glæder sig i denne juletid, hvor museet i Kulturhuset den 16. og 17. november får besøg af masser af små, juleglade børn og deres voksne. De er nemlig inviteret indenfor på museet til to særligt tilrettelagte formiddage fyldt med jul for alle sanser og helt på børnenes præmisser.
Det er gratis.
Museets gange og kringelkroge er disse to formiddage fyldt med julehygge, sange, nissejagt, pebernødder og juledans for de små gæster! Alle aktiviteterne tager udgangspunkt i Museum Østjyllands juleudstilling Fra mig til dig – Gaver i 1000 år, der åbner den 13. november. Der er både udklædning, smagsprøver, musik og bevægelse i spil, når en række af museets medarbejdere fører de små gæster og deres voksne gennem en lille julerejse.
»Det er virkelig svært ikke at komme i julestemning, når hele museet emmer af jul og gode fortællinger,« smiler museumsinspektør Helle Lebahn Bentzen, der er tilrettelægger af arrangementet for de små museumsgæster.
»Men den stemning og de historier vi fortæller i udstillingerne, skal vi faktisk ”oversætte” til vores mindste og allermindste gæster, så de på deres måde også kan sanse og mærke på julen. For dem er ord og billeder nemlig ikke helt nok – de skal dufte, smage, mærke, danse og synge julen.«
Sans for kulturhistorien
Helle Lebahn Bentzen pointerer, at det er vigtigt for museet at skabe nærværende oplevelser, der får de små til at føle sig trygge.
»Vi vil meget gerne give de små gæster fortrolighed med museet og nysgerrighed på alle de spændende oplevelser, et museumsbesøg kan give. Man kan sige, at vi gerne vil give dem sans for kulturhistorien. Forhåbentlig kan en tidlig forelskelse udvikle sig til en livslang kærlighed til museer og alt det gode, museerne rummer,« siger museumsinspektøren.
Små børn er de bedste nissedetektiver
Børnene bliver aktiveret hele vejen rundt i museets udstillinger, og samtidig kommer de forbi årets hyggelige og traditionsrige nissejagt. Den bliver nemlig for alvor skudt i gang, når museet har besøg af de mange små børn, der passer perfekt som nissedetektiver. De frække museumsnisser har nemlig traditionen tro gemt sig i udstillingerne og lavet ballade.
Museum for alle sanser
Både daginstitutioner og private familier er hjertelig velkomne til det gratis arrangement.
Husk blot tilmelding på museets hjemmeside. I bestemmer selv, hvornår I kommer, og hvor længe I bliver.
»Vi er så klar til at tage imod de mindste museumsgæster, og vi har lagt os i selen for at skabe en formiddag, der taler til alle sanser,« lover Helle Lebahn Bentzen.
Læs mere på Museum Østjyllands hjemmeside
Fakta
● Jul på museet for de allermindste (0 – 3 år), tirsdag den 16. november 2021 kl. 9 – 11.30.
● Jul på museet for de mindste (3 – 6 år), onsdag den 17. november 2021 kl. 9 – 11.30.
● Begge arrangementer på Museum Østjylland, Kulturhuset i Randers. Gratis – husk tilmelding på museumoj.dk under ”Kalender”.