Randers Fortællerne inviterer lørdag den 4. december kl. 14.00-15.30 til en stemningsfuld eftermiddag i Randers Klosters Kirke, Blegdammen 1, i Randers med forunderlige fortællinger om jul og vinter på kryds og tværs.
Den smukke gamle kirke, der hører til Randers Kloster, danner en stemningsfuld ramme, når Randers Fortællerne med deres gæstefortæller fra Viborg Fortællekreds står klar med forunderlige fortællinger om julen og dens væsen og uvæsen i fortid og nutid. Julen har mange udtryk. Det har vinteren også. Af og til overraskes vi, når vi mindst venter det.
Randers Fortællerne og deres gæstefortæller har hver sin historie med om jul og vinter. Johannes Thomsen fra Viborg fortæller om Mortens juleaften, som Johannes V. Jensen har beskrevet i en af sine Himmerlandshistorier. Ann-Louise Lauridsen fortæller en helt særlig julehistorie på sin helt egen måde, og Lisbeth Østergaard giver liv og stemme til Selma Lagerlöfs fortælling om Den hellige Nat. Sin allerbedste julehistorie har Bjarne Jensen fundet frem, og den deler han gerne med tilhørerne, og Aase Klith fortæller om forunderlige oplevelser og finurlige tildragelser, når mennesker samles og juletræet skal fældes som bl.a. Leif Esper Andersen har berettet om.
Der er lagt op til en hyggelig, forunderlig og nærværende eftermiddag i Klosterkirken i selskab med fem ferme fortællere med noget på hjerte.
Det er gratis at være med og ingen tilmelding. Der er et begrænset antal pladser. Alle gældende regler i forhold til Covid-19 bliver taget i brug.