4.7 C
Randers
fredag, april 26, 2024

Justitsministeren tildeler de første medaljer for international tjeneste

Udsendte danske politifolk yder hver dag en stor indsats for at gøre verden til et mere trygt og sikkert sted. Nu tildeles de første af Justitsministeriets Medalje for Internationale Tjeneste til en række tidligere udsendte.

Justitsministeriets Medalje for International tjeneste kan tildeles ansatte på Justitsministeriets område, der har ydet en fortjenstfuld international indsats for Danmark. Det gælder f.eks. medarbejdere, der har været udsendt til konfliktforebyggende, humanitære eller fredsbevarende missioner uden for Danmarks grænser.

Justitsminister Mattias Tesfaye glæder sig over at kunne uddele de første medaljer for international tjeneste og udtaler i den forbindelse:

»Jeg er meget glad for at kunne uddele de første eksemplarer af Justitsministeriets Medalje for International Tjeneste og dermed hylde og sætte fokus på det arbejde, som dansk politi laver i udlandet. Modtagerne af medaljen har alle forladt venner og familie for at drage ud og sikre orden og tryghed uden for landets grænser. Medaljen er en anerkendelse af og en tak for deres vigtige indsats.«

De udsendte politifolk anerkendes i anledning af årets Flagdag og i alt 18 modtager en medalje for deres internationale indsats. Alle modtagerne af Justitsministeriets Medalje for International Tjeneste har været udsendt fra Danmark i det seneste år.

Der har bl.a. været udsendt politifolk til Ukraine, hvor de udsendte i samarbejde med det ukrainske militær har patruljeret og indsamlet data i Donbass-området til brug for at beskrive de civiles sikkerhedssituation.

Overrækkelsen finder sted i dag kl. 09.30 ved Rigspolitiet, Polititorvet 14, 1780 København V.

Justitsministeriets Medalje for International Tjeneste blev indstiftet med tiltrædelse af H.M. Dronningen den 12. april 2019 med ikrafttræden den 1. juni 2019.

Der iværksættes efter uddelingen af de første medaljer for international tjeneste på Justitsministeriets område et arbejde med at uddele medaljer til ansatte, der har været udsendt i perioden fra 1. juni 2019 til den 5. september 2021. Ansatte på Justitsministeriets område, der har været udsendt før 1. juni 2019 og efter den 1. januar 1948, kan endvidere rette henvendelse til deres ansættelsesmyndighed med henblik på at komme i betragtning til Justitsministeriets Medalje for International Tjeneste.

Relaterede artikler

Nyeste artikler