Den landsdækkende kampagne VI CYKLER TIL ARBEJDE har fået flere ansatte på Randers Realskole til at springe på jernhesten til jobbet. Udover mere motion og større fællesskab på arbejdspladsen har kampagnen også resulteret i flotte cykelpræmier
Kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE ruller hvert år på mange hundrede arbejdspladser i hele Danmark. Som noget relativt nyt afholdes kampagnen tre gange om året. En måned i maj, 14 dage i september og en uge i februar måned.
To cykelhold fra Randes Realskole meldte sig til kampagnen for to år siden for første gang. Det lykkedes det ene cykelhold at blive udtrukket som vinder af Randers Cykelbys førstepræmie første gang, de deltog. Siden dengang har flere cykelhold på skolen deltaget i kampagnen.
I oktober 2021 måned blev endnu et hold fra skolen udtrukket som vinder af en cykelpræmie for deltagelse i september-kampagnen. Det glæder ikke mindst holdkaptajn Bente Thougaard Domino: »Det er dejligt, at vi har vundet en præmie igen. Det store fokus på fællesskab og cykling har fået flere af mine kollegaer til at begynde at cykle til skole. Det har derfor været let at være holdkaptajn, når så mange af mine kollegaer brænder for at træde i pedalerne,« siger Bente Thougaard Domino fra Randers Realskole. Hun cykler hver dag ni kilometer fra Albæk udenfor Randers til sin arbejdsplads.
Fokus på grøn transport
De ansattes mange kilometer på cyklen bakkes op af skolens ledelse, der betaler de ansattes deltagelse i de årlige kampagner:
»Vi er en skole, der lægger vægt på fysisk udfoldelse og bevægelse. Vi inddrager blandt andet cyklen i undervisningen, når det er muligt, og bakker selvfølgelig op om de ansattes cykling til arbejde. Udover motion fremmer cykling også skolens arbejde med bæredygtighed. Vi sparer på energien, hvor vi kan og har blandt andet solceller på taget. Cykelkampagnen er med til at fremme mere grøn transport til gavn for klimaet, så jeg glæder mig over, at kampagnen har skubbet flere ansatte i sadlen,« siger Christian Møller, udviklings- og souschef på Randers Realskolen og tilføjer: »At flere skifter bilen ud med cyklen gavner også trafikken i midtbyen, så vi undgår trængsels- og parkeringsproblemer.«
Fakta:
Læs mere om kampagnen VI CYKLER TIL ARBEJDE på www.vcta.dk.
Kampagnen er arrangeret af Cyklistforbundet og virksomheden Gubra.
Cykelholdet fra Randers Realskole vandt et gavekort til Randers Cityforening på 400 kr.