8.1 C
Randers
lørdag, april 27, 2024

Kampvalg til generalforsamlingen i Randers Lærerforening

På generalforsamlingen den 14. marts i Randers Lærerforening blev både formand Leif Plauborg og næstformand Mads Christensen genvalgt uden modkandidater.

Til de tre øvrige pladser i styrelsen var der kampvalg. Den tre styrelsesmedlemmer Pia Foersom, Pia Madsen og Anja Bråten Møller fra styrelsen samt Jannick Neist, der er lærer på Vestervangsskolen stillede op til styrelsesvalget.

Jannick Neist blev sammen med Pia Foersom, Søndermarkskolen og Pia Madsen, Trekløverskolen valgt for de næste to år. Anja Bråten Møller, der ikke opnåede valg til styrelsen blev valgt som 1. suppleant til styrelsen, og Henrik Norup som anden suppleant.

Styrelsen havde stillet forslag om en række vedtægtsændringer, hvoraf kun forslaget om to-årige generalforsamlingsperioder ikke blev vedtaget.

I forbindelse med debatten om formandens beretning fremlagde styrelsen et forslag til en udtalelse ”Investér i Folkeskolen”. Udtalelsen blev enstemmigt vedtaget.

Udtalelsen lyder:

Fremtiden for landets største samfundsbærende og fællesskabende institution Folkeskolen skal styrkes. På landsplan og i Randers er økonomien for skolerne nu og ikke mindst på sigt presset. Det har i høj grad konsekvenser for den helt almindelige undervisning. Det giver sig udslag i, at lærerne har et højt undervisningstal og at tiden rundt om undervisningen udfyldes med mange opgaver og møder, der presser muligheden for at lave velforberedt undervisning.

Når muligheden ikke er til stede for at lave den gode undervisning, bliver det sværere at rumme og ramme alle eleverne – at ramme det enkelte barns potentialer, personlige dannelse og den faglige læring.

Den lokale folkeskole skal være den bedste skole for de børn, der bor i skoledistriktet. Der skal være tydelige handlemuligheder for lærerne.

Skal vi lykkes med denne opgave, skal der i højere grad være mulighed for f.eks. to-lærer-ordninger, sparring med hinanden og samarbejde med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Ligeledes skal der være mulighed for at lærerne kan deltage i fagfaglige kurser og eftervidereuddannelse. Det forudsætter naturligvis, at lærerne er uddannede. Vi skal have en folkeskole, hvor ingen, hverken lærere eller elever, udsættes for slag, spark og spyt, ej heller ukvemsord og dårlig omgangstone, hverken på arbejdspladsen eller i samarbejdet mellem skole og forældre. Det kræver tid og ressourcer at opbygge og opretholde et godt og tæt samarbejde.

Folkeskolen er en holdsport. Der er behov for, at politikerne prioriterer folkeskolen og investerer i de forebyggende tidlige indsatser, der kan understøtte folkeskolen positivt. At tilbyde alle elever undervisning, må aldrig blive en kampplads om pengene.

Når man i Randers Kommune har fokus på folkeskolen som førstevalg – så er det vigtigt, at man tør prioritere folkeskolen og investere i den, så den vedblivende vil være et aktiv for alle skoleelever i Randers Kommune. Vi vil folkeskolen – vil I?

Relaterede artikler

Nyeste artikler